Socialdemokratisk drama i Nordsjælland

Socialdemokraterne får et dramatisk opgør i Nordsjælland, hvor partiet mister et af sine tre mandater. Det bliver et opgør mellem uddannelsesordfører Christine Antorini og skatteordfører Nick Hækkerup samt hans far, Klaus Hækkerup.

Ellers er det tunge drenge og piger, vælgerne sender i Folketinget fra Nordsjællands Storkreds. Der er genvalg til valgets dronning, De Radikales leder, Margrethe Vestager, og Venstres statsminister, Lars Løkke Rasmussen, som derimod ser ud til at miste magten.

Med Venstres fremgang i storkredsen trækker Løkke nok finansminister Claus Hjort Frederiksen og Sophie Løhde med på Christiansborg. Da Folketingets formand, Thor Pedersen, ikke genopstiller, kan det fjerde mandat gå til Klaus Markussen fra Hillerød.

De Konservatives katastrofevalg giver kun ét mandat, som nok går til partileder Lars Barfoed. Nederlaget koster den plads, som Pia Christmas-Møller vandt i 2007. Hun blev løsgænger, søgte forgæves K-opstilling i København, men blev forkastet i 2. omgang.

Valgets anden vinder er Liberal Alliance, hvor partileder Anders Samuelsen er sikker på partiets nye mandat i Nordsjælland. Enhedslistens kanonvalg sender igen den tidligere porcelænsstøber Jørgen Arbo-Bæhr i Folketinget, hvor han sad fra 2005 til 2007.

SF's valgnederlag koster et af partiets to mandater i Nordsjælland. Det bliver en kamp mellem trafikordfører Pia Olsen Dyhr og boligordfører Nanna Westerby.

Dansk Folkeparti mister det ene af sine to mandater i Nordsjællands Storkreds. Kampen står mellem EU-ordfører Pia Adelsteen og uddannelsesordfører Malene Harpsøe.

/ritzau/

Nordsjælland sender Vestager, Løkke, Barfoed, Hjort Frederiksen og Samuelsen i Folketinget

Offentliggjort Sidst opdateret