Sohn ser ingen S-SF-strid om 12 minutter

Socialdemokraterne og SF er slet ikke uenige om, hvornår danskerne skal arbejde 12 minutter ekstra ifølge "Fair Løsning".

Det siger SFs gruppeformand, Ole Sohn, efter uklarhed om, hvornår de 12 minutter gælder.

- Ingen har udtalt sig imod "Fair Løsning". Alle siger, at trepartsforhandlingerne senest går i gang 15. november og er færdige 15. januar, siger Ole Sohn.

Han forsøger onsdag at forklare planen i sin pressemeddelelse om de 12 minutter, som skal skaffe 15 milliarder kroner for at finansiere S-SF's økonomiske plan.

Hans forklaring kommer, fordi en rød regering ifølge SFs Astrid Krag vil indkalde til trepartsforhandlinger om, hvordan arbejdsbuddet øges fra 2015 og frem. Onsdag sagde Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt til DR, at det skal ske før 2015.

Thorning ville ikke sætte et årstal på. Samtidig forklarer hendes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, i DR's P1, at 12 minutters ekstra arbejde først er fuldt gennemført i 2015, når nye private og offentlige overenskomster er trådt i kraft.

- De tre citater er fuldstændig identiske. Begge parter siger, at vi skal have gang i væksten. Vi skal have implementeret planen ved trepartsforhandlinger, siger Ole Sohn.

En rød regering vil I "Fair Løsning" øge arbejdet med 20 forslag som at lade offentligt ansatte på deltid arbejde fuld tid, arbejde i den femte ferieuge og begrænse spildtid i myldretiden, siger han.

Arbejdstiden skal vedtages i de private overenskomster, som forhandles i 2012 og offentlige overenskomster, som forhandles i 2013, påpeger Ole Sohn.

- I "Fair Løsning" leverer vi en kickstart af økonomien. Det giver ingen mening at udvide arbejdsstyrken, hvis ledigheden stiger, og antallet af beskæftigede falder, siger han.

/ritzau/

SFs gruppeformand Ole Sohn ser ingen forskel i S-SFs meldinger om, hvornår vi skal arbejde 12 minutter ekstra

Offentliggjort Sidst opdateret