Spanske investorer skal returnere milliardstøtte

EU-Kommissionen underkender en årelang praksis for indirekte statsstøtte til spanske skibsværfter. En del af milliardstøtten skal nu betales tilbage til den spanske stat, siger konkurrencekommissær Joaguín Almunia onsdag på et pressemøde i Bruxelles.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Økonomiske interessegrupper og deres investorer har ulovligt nydt gavn af skattefordele, som de nu må betale tilbage til den spanske stat, siger Almunia.

Sagen drejer sig om et program, hvor den spanske statskasse fra 2002 til 2011 har gjort det muligt for særlige grupper af investorer at lease og bygge skibe med hjælp fra skattelettelser baseret på skibenes tonnage.

De har siden solgt skibene videre til rederier med en prisreduktion på 20-30 procent.

Men ifølge kommissionen er det kun egentlige rederier, der har adgang til den form for statsstøtte. For andre udgør det ulovlig statsstøtte, der forvrider konkurrencevilkårene på EU's indre marked.

Selv om ordningen har stået på siden 2002, er det kun støtten fra 2007 til 2011, der skal betales tilbage. Det skyldes, at kommissionen erkender, at det juridiske grundlag var uklart, indtil den i 2007 traf afgørelse i en lignende fransk sag.

Kommissionen vil ikke sætte beløb på, hvor mange penge der skal retur til den spanske stat. Det er op til Spanien at finde ud af.

Tidligere skøn fra branchen har lydt på, at det kunne dreje sig om over 20 milliarder euro, hvis det gjaldt helt fra 2005.

Brancheorganisationen Pymar, der repræsenterer 19 private skibsværfter, har over for nyhedsbureauet AFP på forhånd advaret om, at den ventede straf fra EU-Kommissionen kan tage livet af den spanske værftsindustri og koste 87.000 arbejdspladser.

/ritzau/