Sparekasse tiltales for kursmanipulering
Sparekassen Himmerland kan nu se frem til at blive hevet igennem Bagmandspolitiets mølle. Banken, den tidligere direktør og to tidligere ansatte er blevet tiltalt for kursmanipulation af særlig grov karakter.
Det oplyser sparekassen i en meddelelse til fondsbørsen.
Det var Finanstilsynet, der i sin tid anmeldte Sparekassen Himmerland og den nu krakkede EBH Bank for i 2008 at have aftalt gensidige køb af hinandens aktier for 10 millioner kroner.
Aftalen sikrede, at kursen på Sparekassen Himmerlands aktier ikke kunne falde under 600 kroner - på trods af, at finanskrisen medførte et salgspres på aktien.
Og nu er Bagmandspolitiet - Statsadvokaten for Økonomisk Kriminalitet - kommet frem til, at sagen skal prøves i retten.
Sparekassen Himmerland afviser, at der er noget om beskyldningerne:
- Sparekassen ser med tilfredshed på, at sagen nu går til domstolene med henblik på en forhåbentlig hurtig afgørelse, skriver sparekassen i meddelelsen.
Sagen har allerede trukket sine spor i sparekassen. Den daværende direktør Svend Jørgensens trådte tilbage i november sidste år, da han blev sigtet for kursmanipulation.
Det er direktørens aktieoptioner, der blandt andet har været i politiets søgelys. Af sparekassens årsregnskaber fremgår det, at Svend Jørgensen i 2006 fik option på 55.000 aktier i Sparekassen.
I netop august og september 2008, da sparekassens handler med EBH Bank fandt sted, faldt kursen på mange andre bankers aktier, imens Sparekassen Himmerlands lå stabilt, og ikke kom under kurs 600.
Bestyrelsesformand i Sparekassen Himmerland Finn Hovalt Mathiassen har tidligere sagt, at han har det rigtig skidt med hele affæren.
- Det er en rigtig dårlig sag, som rammer os i nakken. Vi er et af landets mest solide pengeinstitutter, så det er rigtig kedeligt, at vi bliver ramt af noget, som skete i 2008. Og det ser vi meget alvorligt på i bestyrelsen, sagde han til Ritzau i november 2011.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned