Stillingsbeskrivelse - adm. direktør Lolland-Falsters Folketidende A/S
Lolland-Falsters Folketidende A/S søger en forretningsorienteret administrerende direktør med solid økonomisk baggrund.
Vores nuværende administrerende direktør har efter 10 meget aktive år i stolen valgt at gå på pension. Derfor søger vi en ny administrerende direktør. Vi er stolte af at kunne tilbyde et udfordrende og spændende job i en velfungerende medievirksomhed, som er i konstant udvikling, beliggende i et af Danmarks smukkeste områder. Du kommer til at arbejde sammen med 78 kompetente og engagerede medarbejdere, cirka 700 bude og en bestyrelse, der hele tiden har det lange lys på.
Lolland-Falsters Folketidende A/S er et selvstændigt mediehus, der producerer et dagblad, der udkommer 6 dage om ugen, tre ugeaviser, Radio SydhavsØerne og naturligvis E-avis og folketidende.dk. Desuden har vi en velfungerende fordelsklub/rejseklub, Folketidende Fordele/Klub FT, der hvert år skaber gode oplevelser i ind- og udland for tusinder af vores abonnenter og læsere. Denne position skal bevares og udbygges til gavn for Lolland-Falsters Folketidendes fremtidige udvikling.
Nøgleopgaver og ansvar
Du har flere års erfaring med ledelse og kan påvise gode resultater ved at sætte retning, motivere og eksekvere på flere niveauer. For at blive en succes i stillingen skal du trives i lederrollen og være en stærk kommunikator, som kan formidle klare budskaber både internt og eksternt. Du er udadvendt, god til at skabe og vedligeholde relationer, og du trives i en kultur med en uformel tone. Der er tale om et ”hands on job”, hvor du nyder at arbejde i et højt tempo, hvor salgstal, trends, statistikker og KPI’er er en naturlig del af din hverdag.
Virksomhedens kompetente og engagerede medarbejdere vil være et af de stærkeste kort, du har på hånden. Gennem en sund, involverende og motiverende ledelsesstil går du foran. Du gør dine kollegaer endnu bedre, end de er i forvejen, og sammen yder I den ekstraordinære indsats, der er med til at skabe ekstraordinære resultater. Som et hold sørger I for at indfri ambitionen om lønsom vækst.
Din profil
Som leder skal du kunne begejstre i det små, i det daglige og dermed skabe energi til de løbende forandringer, et moderne mediehus skal undergå.
Mediemarkedet er i voldsom forandring, så det forventes, at du har erfaring med at drive operationelle, taktiske og strategiske processer med henblik på til stadighed at søge den bedste positionering af Folketidende på Lolland-Falster med effektive forretningsgange understøttet af effektive og fremsynede IT- og IS-systemer.
Du vil i det daglige have en tæt kontakt til alle resultatansvarlige chefer, som har reference til dig. Vedrørende Folketidendes journalistiske linje refererer den ansvarshavende chefredaktør til bestyrelsesformanden.
Stillingsbetegnelse
Administrerende direktør for
Lolland-Falsters Folketidende A/S
Forventninger til resultater og mål
Bestyrelsen for Lolland-Falsters Folketidende A/S har fokus på, at vi skal forblive et selvstændigt mediehus med en stærk økonomi. Vi skal udvikle os i tiden både teknologisk og i forhold til de enkelte produkter. Mediehuset vil i 2021 investere i en række digitale værktøjer og programmer, som skal bidrage til at sikre målet, både ved at udvikle mediehuset indefra, men også bidrage til at skabe nye produkter.
Vores formål og værdigrundlag
Folketidende vil Lolland-Falster. I går, i dag og i morgen. Folketidende er en del af lokalsamfundet, en del af landsdelen. Vi holder af Lolland-Falster - og forholder os helhjertet og engageret til landsdelen. Det gør vi som mediehus på Lolland-Falster ved at formidle konstruktiv, kritisk og troværdig journalistik - samt alsidig kommunikation og oplevelser. Det sker ved at udgive et dagblad, ugeaviser og andre publikationer samt drive beslægtede aktiviteter. Vi vil udnytte alle relevante teknologiske muligheder for at nå hurtigt og effektivt ud til læsere, lyttere og brugere af virksomhedens medier. Vores værdier tager udgangspunkt i et demokratisk og liberalt samfundssyn.
Delmål
Vi ønsker at fremskaffe væsentlig viden og oplysning for at fremme refleksion og dialog hos borgerne.
Vi vil holde øje med og granske magthavere og beslutningstagere.
Vi ønsker at fortolke og forklare sammenhænge og begivenheder i øjenhøjde med borgerne, så samfundets kompleksitet bliver lettere at forstå.
Vi ønsker med vores virke at skabe solidaritet og sammenhængskraft imellem borgerne.
Vi ønsker at være igangsætter for debat og interaktion mellem borgerne.
Vi ønsker at være meningsdanner og engagere borgerne til at deltage i debatten.
Vi vil være et socialt medie, der giver stof til samtaler og samvær og formidler underholdning.
Vi er meget mere end en medievirksomhed. Vi vil skabe gode oplevelser via Folketidende Fordele - Klub FT-aktiviteter og andre fora for og med vores læsere.
Funktions- og produktdiagram for Lolland-Falsters Folketidende A/S