Strejke-reaktion: Lufthansa dropper afgange
Lufthansa aflyser to tredjedele af sine 1800 flyvninger fredag, hvor det tyske luftfartsselskabs kabinepersonale har bebudet at nedlægge arbejdet over hele Tyskland i 24 timer.
- Vi håber, at vi stadig kan tilbyde en tredjedel af flyvningerne, siger en Lufthansa-talsmand til nyhedsbureauet dpa.
Det er første gang nogensinde, at koncernen rammes af en national strejke blandt stewarder og stewardesser.
Efter to regionale arbejdsnedlæggelser, først i Frankfurt i sidste uge og i tirsdags både i Frankfurt, München og Berlin, er den igangværende lønstrid mellem selskabet og dets 19.000 kabineansatte nu så fastlåst, at konflikten fredag spreder sig til hele landet.
De to dages arbejdsnedlæggelser kostede i alt over 500 aflyste flyafgange, hvilket gik ud over 90.000 passagerer.
Baggrunden for strejken er en overenskomst- og lønstrid.
Kabinepersonalets fagforening, UFO, har under nu forliste overenskomstforhandlinger forlangt lønstigninger på fem procent oven på tre års nulvækst. Samtidig kræves der et stop for udlicitering af job og korttidsvikarer.
Lufthansa siger, at konkurrencen på det internationale flymarked er så hård, at man ikke kan honorere kravene. Selskabet har tilbudt kabinepersonalet 3,5 procent mere i løn, men vil flytte flere job over i et datterselskab med lavere lønninger.
- Vi kommer til at kæmpe lige indtil Lufthansa vender tilbage til fair, acceptable forhandlinger, sagde en talsmand for UFO i weekenden.
Fagforeningen har onsdag reageret tøvende på et forslag fra Lufthansas ledelse om at få en mægler til at prøve at løse en del af den fastkørte strid.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker