Syd- og Vestsjælland har rekord i overbelånte boliger
Stavnsbundne boligejere bor oftest på Syd- og Vestsjælland, viser en ny stor undersøgelse fra Syddansk Universitet.
På de kanter skylder over hver sjette boligejer mere i sin bolig, end den kan sælges for, og er dermed det, der kaldes teknisk insolvent. Det skriver Politiken søndag.
- Man har ellers talt meget om unge i københavnske ejerlejligheder som boligkrisens ofre, fordi boligpriserne faldt mest der, siger Morten Skak, lektor i boligøkonomi ved Syddansk Universitet, til Politiken.
- Men vi ser nu, at de langtfra dominerer det samlede billede for hovedstadsområdet, hvor meget få er insolvente sammenlignet med resten af landet, tilføjer han.
Undersøgelsen baserer sig på de seneste registerdata fra 2010 fra mere end 75 procent af alle boligejere i Danmark. Siden da er størstedelen af de danske ejendomspriser faldet yderligere.
I København skyldte blot fem procent af boligejerne for tre år siden mere i deres bolig, end den kunne sælges for.
I resten af landsdelene lå tallene på mellem otte og 12 procent - på nær i Syd- og Vestsjælland. Her skyldte hele 18 procent af boligejerne mere i deres bolig, end den kunne sælges for.
Økonomiprofessor Finn Østrup fra CBS nikker genkendende til konklusionerne i undersøgelsen. Han henviser til, at Syd- og Vestsjælland blev en ventil for hovedstadsområdet, da der var højtryk på boligmarkedet i 00'erne.
- Priserne i hovedstadsområdet blev så høje, at de nærmest pressede folk ud til byer som Slagelse, Ringsted og Næstved.
- Nu, hvor det går bedre, vil folk gerne tilbage til hovedstaden igen. Men det kan de ikke, for de kan ikke komme af med deres bolig, siger han til Politiken.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned