Sydbank skal af med 200 ansatte

Sydbank skal af med 200 ansatte frem mod 2016 som følge af stor spareplan. Det fremgår af bankens regnskab for årets tre første måneder.

Offentliggjort Sidst opdateret

Banken skal i alt spare 200 millioner kroner, hvilket svarer til syv procent af de samlede omkostninger på 2,7 milliarder ved driften af Sydbank og den tilkøbte sydsjællandske bankkoncern Diba Bank.

- Hovedparten af denne reduktion vil i videst muligt omfang søges gennemført ved naturlig afgang, skriver Sydbank i meddelelsen til fondsbørsen.

Ud over at reducere antallet af ansatte med et par hundrede, vil banken også fortsætte effektiviseringer og - som det hedder - tilpasse bankens filialnet.

Planen er et led i bankens mål om at styrke basisindtjeningen med 200 millioner kroner. Banken vil etablere en ny kundeorienteret organisation og fokusere målrettet på privatkunder, erhverv og de velhavende kunder i segmentet Private Banking.

Banken vil øge aktiviteterne og blandt andet afholde flere værdiskabende rådgivningsmøder med bestående og nye kunder.

Direktør i Sydbank Karen Frøsig siger om spareplanen:

- Sydbank er på rette spor, men der er stadig plads til forbedringer.

- Derfor fremlægger vi i dag en spareplan, der skal forbedre lønsomheden ved at øge indtjeningen, sænke omkostningerne og reducere nedskrivningerne - samtidig med, at vi vil holde fast i den høje tilfredshed blandt vores kunder, siger Karen Frøsig i meddelelsen til fondsbørsen.

Ud af de planlagte besparelser på 200 millioner kroner, vil banken investere 50 millioner kroner i efteruddannelse til medarbejderne, produktudvikling samt udvikling af it-systemer og automatiserede processer.

Endelig har banken sat sig det mål, at nedbringe tab på kunder, for at mindske nedskrivningerne. Sidste år måtte banken nedskrive med 1,8 milliarder kroner. I år ventes nedskrivningerne at blive på op til 1,1 milliard kroner.

I første kvartal af regnskabsåret nedskrev banken med 319 millioner kroner.

/ritzau/