Socialdemokraternes formand og kommende statsminister, Helle Thorning-Schmidt, forsøger nu at mane usikkerheden om hjælpepakken til boligmarkedet i jorden. Den bliver ført ud i livet, siger hun, på trods af, at Venstre efter valget vakler i sin opbakning til pakken.
- Der er to ting, som bliver til noget. Det ene er hjælpepakken til boligmarkedet, det andet er betalingsringen.
- I øvrigt vil jeg afholde mig fra at gå yderligere i detaljer om, hvordan regeringsgrundlaget bliver, siger hun på vej ind til sit kontor på Christiansborg lørdag, hvor hun skal mødes med De Radikale og SF for at tage hul på forhandlingerne om et regeringsgrundlag.
Det står lidt uklart, hvordan Thorning kan være så sikker i sin sag. Venstre, som ellers var arkitekt på pakken før valgudskrivelsen, er nemlig skeptisk nu, hvor Socialdemokraterne skal stå i spidsen for at gennemføre den.
Til Berlingske siger Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, at de ikke vil have spor med de rødes boligpakke at gøre, hvis den er finansieret med nye skatter og afgifter.
- Vi har to hovedkrav. For det første skal reformerne gennemføres. For det andet må skatter og afgifter ikke stige. Hvis S og SF vil finansiere deres boligpakke med nye skatter, så stemmer vi ikke for den, siger Ellen Trane Nørby.
Spørgsmål: Men den bliver til noget, uanset Venstres skepsis?
- Ja, det gør den, siger Helle Thorning-Schmidt.
I forvejen er De Radikale ikke begejstrede for boligpakken - de har givet den prædikatet valgflæsk. Og Enhedslisten har længe været på samme kurs som De Radikale.
- Der skal ikke gives flere skattelettelser til boligejerne. Det har de fået ti år i træk, siger Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen til Berlingske lørdag.
Boligpakken skal blandt andet give midlertidig rabat på tinglysningsafgiften, ejendomsværdiskat og grundskyld.
Klokken 14 lørdag er der forhandlinger om det fremtidige regeringssamarbejde på Helle Thorning-Schmidts kontor på Christiansborg.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker