Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, er ked af, at Henrik Sass Larsen har måttet trække sig som ministeremne på grund af kontakter med en person i rockermiljøet.
Men hun betragter det samtidig som "en klog beslutning" fra Sass Larsen, der har fungeret som Thornings tro væbner i flere år.
- Jeg har taget Henrik Sass' beslutning til efterretning. Det er en klog beslutning, siger hun.
- Men jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg er oprigtigt ked af det, siger Socialdemokraternes formand i en skriftlig kommentar til Ritzau.
Henrik Sass Larsen var i 2005 stærkt medvirkende til at køre Helle Thorning i stilling som partiformand, og lige siden har han været en trofast løjtnant i Socialdemokratiet.
I en pause under regeringsforhandlingerne på Hotel Crowne Plaza understreger Helle Thorning, at hun kommer til at savne at have Sass Larsen ved sin side.
- Henrik Sass og jeg har været meget nære kolleger i næsten syv år. Vi har arbejdet tæt sammen, og jeg er rigtig ked af, at vi nu står i den her situation, siger Thorning.
Den socialdemokratiske formand vil ikke sige, om hun selv har set de oplysninger fra Politiets Efterretningstjeneste, som har gjort det umuligt for Henrik Sass Larsen at opnå sikkerhedsgodkendelse.
- Jeg kan ikke, og jeg vil ikke gå yderligere ind i den her sag. Det er oplysninger, som er omfattet af fortrolighed, siger hun.
Derudover afviser Thorning, at sagen kan sætte spørgsmålstegn ved hendes dømmekraft.
- Vi er alle sammen meget overraskede over den her sag, så jeg synes ikke det siger noget som helst om min dømmekraft.
Også SF's formand, Villy Søvndal, kalder det for "en træls nyhed".
- Det kommer bag på mig, og jeg er selvfølgelig ked af det på Henrik Sass Larsens vegne. Henrik har truffet en rigtig beslutning, og det har jeg respekt for, siger Søvndal.
Med Sass Larsen ude af billedet skal Helle Thorning-Schmidt nu til at ændre på den ministerkabale, som i disse dage forhandles på plads.
Her var Henrik Sass Larsen spået en plads som ny finansminister.
- Vi skal nok finde ud af at stykke det her sammen, men selvfølgelig var han tænkt en plads, siger Thorning.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde