Tidligere Vestas-ansatte får erstatning efter fyringer
Er du blevet fyret fra dit job, kan der være en klækkelig godtgørelse i vente, hvis din gamle arbejdsplads inden for kort tid ansætter en ny til at udfylde dit gamle job.
To tidligere ansatte på Vestas har fået en godtgørelse hver på cirka 45.000 kroner fra deres tidligere arbejdsgiver, oplyser HK Privat.
Godtgørelserne er blevet givet for usaglig opsigelse. Og det er HK/Privat Østjylland, der har vundet sagen for medlemmerne i byretten i Randers.
De to medlemmer blev fyret, da Vestas sagde farvel til 1800 ansatte tilbage i 2010. Opsigelserne var sådan set i orden. Men mindre end en måned senere blev der fastansat to vikarer fra samme afdeling til at klare mange af medlemmernes gamle opgaver.
Og den går ikke, siger faglig chef i HK/Privat, Jesper Schmidt Sørensen, i en pressemeddelelse.
- Vestas skulle have gjort sig klart, hvor mange medarbejdere de skulle bruge efter fyringsrunden, siger han om sagen.
- Når de ansætter vikarerne i stedet for at trække opsigelserne af vores medlemmer tilbage, er afskedigelserne ikke sket på grund af firmaets økonomi. Det gør dem usaglige, siger Jesper Schmidt Sørensen.
Godtgørelserne blev tilkendt efter funktionærloven.
HK opfordrer nu andre til at holde øje med, hvad der sker på deres tidligere arbejdsplads efter en fyring.
Og den faglige chef mener, at der landet over vil være mange andre fyrede medarbejdere, der har ret til godtgørelser fra deres tidligere arbejdspladser uden at vide det.
- Hold øje med din gamle arbejdsplads efter din fyring. Gå til din fagforening, hvis de slår nye stillinger op eller hyrer en anden til dit arbejde. Så kan du muligvis have ret til en godtgørelse, lyder rådet fra Jesper Schmidt Sørensen.
/ritzau/
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker