Tomatkonge satser på Sverige: Dansk løn er for dyr
Danmark er for dyrt, og derfor satser landets største tomatgartneri, Alfred Pedersen & Søn, ved Bellinge i stedet på Sverige.
Til foråret bygger det fynske gartneri 40.000 kvadratmeter nye drivhuse i Skåne til en pris på 60 millioner kroner, skriver Fyens Stiftstidende.
Her har Alfred Pedersen & Søn i forvejen 80.000 kvadratmeter drivhuse med tomater. Med udvidelsen bliver produktionen i Sverige lige så stor som i Danmark, hvor firmaet har 125.000 kvadratmeter drivhuse.
Med udvidelsen følger 35 nye svenske job. Og høje danske lønninger er årsagen til, at de ikke blev fynske, lyder det.
- En gartneriarbejder er væsentligt billigere i Sverige. Vi sparer seks millioner kroner om året alene på løn, og desuden sparer vi to millioner kroner om året på energiafgifter, siger direktør Mads Pedersen til avisen.
I fjor år havde Alfred Pedersen & Søn et overskud på 7,6 millioner kroner.
Overskuddet skyldes gartneriet i Sverige, som har tjent penge, hvor den danske del kun lige løber rundt.
Fagforbundet 3F har indgået flere forlig med den fynske gartner på grund af sager om underbetaling af udenlandske vikararbejdere.
Mads Pedersen afviser, at det skulle være en medvirkende faktor til, at han satser på Sverige frem for Danmark, men medgiver, at hvis han kunne ansætte sæsonarbejdere til en lavere løn, ville produktionen blive i Danmark og på Fyn.
- Hvis vi kunne ansætte dem til 100 kroner i timen, ville vi sikre en masse danske arbejdspladser, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde