Tønder Banks revisorer vil undersøge sig selv

Foto: Claus Fisker /Scanpix

Det økonomiske fundament under Tønder Bank forsvandt som dug for solen, da Finanstilsynet fik kigget banken nærmere efter.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det har atter rettet fokus mod revisorernes indsats og manglende advarsler om, at regnskabet reelt ikke var retningsgivende for bankens situation.

Banken blev revideret af selskabet BDO, der i løbet af denne uge vil gennemføre en større undersøgelse af, hvordan arbejdet med Tønder Banks regnskab er blevet udført.

- Vi udtaler os ikke om sagen på nuværende tidspunkt. Vi er i gang med at undersøge, hvordan opgaven er blevet løst, og det vil vi bruge indeværende uge til at få overblik over, siger Henrik Brünings, bestyrelsesformand i BDO.

Der skal gennemføres møder med de ansatte, der har stået for revisionen i det sønderjyske, og så skal man se nærmere på baggrunden for de erklæringer, der er foretaget. Med i arbejdet er særlige "kvalitetskontrollører" hos BDO.

- Vores forventning er da, at arbejdet er lavet i overensstemmelse med gældende lov og god revisionsskik, siger Henrik Brünings.

Et af de store spørgsmål, som undersøgelsen skal være med til at afklare, er, hvordan revisoren har vurderet blandt andet de lån, som banken har givet kunderne.

Her er vurderingen fra Tønder Bank meget langt fra den vurdering, som Finanstilsynet nåede frem til. Ifølge tilsynet var lånene betydeligt mere usunde, end banken vurderede.

BDO har overtaget revisionen af Tønder Bank i forbindelse med, at man i 2010 fusionerede med revisionsselskabet Leo Hansen, der havde Tønder Bank på kundelisten.

/ritzau/