Tønder-krak sår tvivl om dansk banksektor

Fredagens bankkrak i Tønder kan få alvorlige konsekvenser for den danske banksektor. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Offentliggjort Sidst opdateret

Vurderingen kommer fra flere eksperter, som mener, at krakket sår alvorlig tvivl om, hvorvidt man kan stole på regnskaberne fra de banker, der ikke har haft besøg af Finanstilsynet i årevis.

- Jeg synes, det er lidt bekymrende, at et tilsynsbesøg i tilsyneladende robuste Tønder Bank nærmest natten over kan lukke banken.

- Man må spørge sig selv, hvor sunde alle de andre banker er, som ikke har haft besøg af tilsynet de sidste to-tre år, siger Per Grønborg, der er aktieanalytiker i Danske Markets, til Jyllands-Posten.

Ifølge ham betyder krakket i Tønder, at feltet af potentielle problembanker nu er meget større end hidtil antaget.

Jyllands-Posten har gennemgået samtlige banker for at se, hvornår de sidst har haft besøg af Finanstilsynet.

Gennemgangen viser, at 30 banker ikke har haft besøg af tilsynet i over to år. Det gælder banker lige fra den lille Fanø Sparekasse til landets sjettestørste bank, Spar Nord Bank.

/ritzau/