Trane: Det har været op ad bakke

Trods udsigten til et muligt tab af regeringsmagten fastholder Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, at hendes parti har ført den eneste rigtige politik.

- Vi har lagt et åbent og ærligt reformprogram frem, hvor vi også fokuserer på, hvordan vi kan skabe vækst og holdbare finanser i det her samfund.

- Det er jo ikke populære beslutninger. Det ved vi godt. Men det ændrer jo ikke på, at det er det ærlige svar på de udfordringer, som Danmark står overfor, siger Ellen Trane.

- Men stemmerne er jo ikke optalt endnu. Vi må se, hvordan vælgerne tager imod det, når de sidste stemmer er talt op, tilføjer hun.

Ellen Trane Nørby vil ikke endnu spekulere i, hvad der kan være årsagen til den mulige tilbagegang.

- Jeg er meget stolt af den ansvarlige politik, vi har fremlagt. Det er ikke nødvendigvis populært at skære i efterløn og dagpengeperioden. Men det er nødvendigt, siger hun.

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg afviser at spekulere i, hvordan det endelige valgresultat kommer til at se ud.

- Nu har danskerne talt, og så må vi tage det som det kommer. Umiddelbart ser det ud til, at Venstre har fået et pænt valg, siger hun på vej ind til Venstres valgfest på Islands Brygge.

/ritzau/

Venstres Ellen Trane Nørby er stolt af partiets politik, men det har været op ad bakke i valgkampen, siger hun

Offentliggjort Sidst opdateret