Tryg forbedrer bundlinjen med en tredjedel
Forsikringsselskabet Tryg kommer ud af første halvår af 2014 med et overskud på 1324 millioner kroner mod 1089 millioner kroner i perioden sidste år. Det viser selskabets regnskab.
Resultatet er negativt påvirket af et skifte af it-leverandør - alligevel er det markant bedre end sidste år, viser tallene.
Koncernchef Morten Hübbe siger, at fremgangen viser, at selskabets tiltag for at effektivisere virker.
- Vi har forbedret combined ratio og opnår, selv om vi fraregner de ekstraordinære engangseffekter, en lavere omkostningsprocent, siger koncernchefen i en kommentar til regnskabet.
Nøgletallet combined ratio viser de samlede udgifter til erstatning og administration i forhold til præmieindtægterne. Sagt med andre ord brugte Tryg i første halvår 84,9 øre for hver krone, koncernen fik ind i præmieindtægter. Samme halvår i 2013 var det 88,6 øre.
- Vores konkurrenceevne styrkes, og det giver afsæt for vores fortsatte arbejde med at skabe tryghed og værdi for vores kunder, medarbejdere og aktionærer. Samtidig ser vi en forbedring i præmieudviklingen, selv om der fortsat er et stykke vej til vækst på toplinjen, siger Morten Hübbe.
Koncernchefen er "meget tilfreds" med udviklingen i selskabet inden for flere områder.
- Efter i en periode at været faldet, stiger antallet af kunder i Privat Norge, og i Privat Danmark er der en forbedret trend i kundeudviklingen. Samtidig ser vi i både Danmark og Norge en forbedret kundefornyelse i Erhverv, siger direktøren.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde