Tusindvis af virksomheder overvåger deres firmakunder

Tusinder af danske virksomheder benytter sig nu af systematisk overvågning af deres firmakunder og leverandører af frygt for, at de går konkurs, skriver Politiken.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det samlede antal overvågninger er klart stigende, fortæller Frank Papsø, der er salgsdirektør for Norden i data- og analysevirksomheden Experian, som har udviklet den særlige firmaovervågning.

- Vi har faktisk haft dette produkt i mange år, men efter at finanskrisen satte ind i 2008, har vi oplevet en ret markant stigning i antallet af virksomheder, der efterspørger og køber overvågning af firmakunder, siger han til Politiken og tilføjer:

- Virksomhederne har brug for at vide, om deres kunder og underleverandører også kan betale det, de skylder.

Det er især i finanssektoren, forsikringsbranchen, energisektoren og byggebranchen, at der bliver købt overvågning som aldrig før.

Det er brancher, som har mærket krisen meget direkte, og som prøver at gardere sig mod nye tab, lyder vurderingen fra Experian.

Med det særlige overvågningssystem bliver alt fra indtægter, omsætning og lån til egenkapital, firmaadresser og fyringer tjekket dagligt sammen med et utal af andre forhold, der giver et detaljeret billede af firmaets tilstand.

Som noget nyt vil Experian udbygge overvågningen til at omfatte oplysninger om de personer, der sidder med ved bordet i bestyrelseslokalet eller i direktionen. For også personoplysninger kan rumme værdifuld information, fortæller Frank Papsø:

- Kan vi se, at en nyudnævnt bestyrelsesformand er en erhvervsmand eller en advokat, der er berygtet for sine mange skuffeselskaber eller kreative metoder, jamen så kan det give firmaet et minus i bogen.

Han kan også fortælle, hvordan overvågningssystemet jævnligt har afsløret decideret falske firmaer, der er oprettet med det ene formål at opnå falske kreditter og lån.

I 2012 afslørede overvågningssystemet 10-12 falske virksomheder, der så solide ud på papiret, men ved nærmere eftersyn viste sig at være tomme skaller uden penge og aktivitet.

/ritzau/