Uklarhed om regler for bevæbnede vagter
Civile bevæbnede vagter på danske skibe må kun handle i selvforsvar, og kun hvis de kommer under angreb. De har som civile private vagter ikke andre beføjelser end alle andre civile, der handler i nødværge.
Det siger dr. jur. Birgit Feldtmann fra Syddansk Universitet, der er ekspert i jura omkring pirateri.
- Men hvordan nødværgesituationer håndteres til søs, når bevæbnede vagter står over for skydende angribende pirater, er ikke grundigt nok belyst, siger hun.
Derfor sejler danske rederier rundt i piratfyldte farvande med bevæbnede vagter, der arbejder i delvis uklare retslige rammer, som de ikke nødvendigvis har overblik over.
Birgit Feldtmann står i spidsen for et forskningsprojekt på Syddansk Universitet med støtte fra Den Danske Maritime Fond, der skal udrede retlige rammer.
- Det er ret komplekst. Der er nationale regler, der er internationale regler og vejledninger, og forskningsprojektet skulle gerne bidrage til en kvalificeret dialog om det juridiske grundlag for disse civile vagter.
- I sidste ende skulle det gerne hjælpe rederier, skibsførere og vagter til at agere på sikker grund, siger Birgit Feldtmann til Ritzau.
I dag er der ikke i Danmark krav om, at de bevæbnede vagter skal være certificeret. Det er op til rederierne selv at sikre kvaliteten af vagterne.
Og en ny lov, som Folketinget vedtog i slutningen af juni, giver rederierne bedre muligheder for at få våbentilladelse og bruge private vagter.
Overfor det står en international diskussion om en international certificering og kontrol af de sikkerhedsfirmaer, der tilbyder rederierne bevæbnede vagter.
Spørgsmål: Er det ikke omvendt rækkefølge at give rederierne mulighed for våbentilladelse, når de retlige rammer er uklare og først skal udredes nu?
- Jeg tror ikke, rækkefølgen kunne være så meget anderledes. Både rederier og de søfarende har et behov for øget beskyttelse og har blandt andet efterspurgt bedre muligheder i form af bevæbnede vagter i piratfyldte farvande, svarer Birgit Feldtmann.
Hun peger på, at rederierne står med retlige udfordringer, der er stort set ubehandlede, og som også i et internationalt perspektiv kun er delvist belyst.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker