Unge kandidater bejler til sædet som biskop

Hvis ellers menighedsrådsmedlemmerne og præsterne ønsker det, kan Københavns Stift få en usædvanlig ung biskop, når den nuværende biskop, Erik Norman Svendsen, går af til september. To af de syv personer, som foreløbig har meldt deres kandidatur, er kun 39 år.

Andreas Christensen og Asser Skude fylder 40 henholdsvis 18. august og 18. oktober. Hvis en af de to kan sætte sig i bispestolen 1. september, vil det i givet fald være den yngste biskop i København siden, Nicolai Balle blev bispeviet i 1783 i en alder af 39 år. Dengang hed det i øvrigt Sjællands Stift.

De to sognepræster er overbeviste om, deres unge alder er en kvalifikation i sig selv.
- Det er ikke nogen hemmelighed, at folkekirken er trængt op i en krog, især i Københavns Stift. Vi mister mange medlemmer hvert eneste år. Hvis udviklingen skal vendes, er det nødvendigt, at flere unge bliver engageret i folkekirken. Derfor er det en fordel, hvis der kommer nye unge kræfter til også på bispesædet. Jeg kan kun se min alder som en fordel, siger Asser Skude.

Også Andreas Christensen fremhæver sin alder som en fordel.
- I den situation, som folkekirken står i nu, ville andre virksomheder vælge en ung leder for at få rettet skuden op. Vi er i en tabsgivende situation. Der er 2000, der melder sig aktivt ud om året. Mange i kirken er bange for forandringer, men den eneste løsning er forandring, siger Andreas Christensen.

De to unge kandidaters valgprogrammer minder på nogen punkter om hinanden. De lægger begge vægt på, at folkekirken skal blive langt mere synlig gennem et praktisk socialt engagement. Asser Skude startede for seks år siden et projekt for hjemløse i Kapernaum Kirke i Brønshøj.

Hver søndag og alle helligdage er han med til at lave og servere mad for hjemløse. Et stort antal hjemløse benytter sig hver søndag af tilbuddet, og cirka 100 frivillige er tilknyttet projektet.

Foreløbig er hverken Anders Christensen eller Asser Skude nået op på de 75 stillere, som er en forudsætning for at være med i bispevalget. Hvis de ikke når at få 75 stillere inden 5. marts, kan de ikke være med i kampen om at blive den næste biskop i København.
/ritzau/




Den ny biskop for København kan ende med at blive den yngste nogensinde.

Offentliggjort Sidst opdateret