V og K: Tilsyns rolle i Tønder skal frem

Konkursen i Tønder Bank får nu både Venstre og De Konservative til at kræve en forklaring af erhvervsminister Annette Vilhelmsen (SF). De vil vide, hvad Finanstilsynet har gjort.

Offentliggjort Sidst opdateret

Venstres erhvervsordfører, Kim Andersen, vil kalde erhvervsminister Annette Vilhelmsen i åbent samråd.

- Vi må have en redegørelse for forløbet og for den rolle, som tilsynsmyndigheden har haft, siger Kim Andersen.

Han henviser til, at konkursen har alvorlige konsekvenser for indskyderne, kunder og ansatte.

- Derfor må vi have en redegørelse for, hvad der er sket, siger han.

Forinden havde den konservative finansordfører Mike Legarth også bebudet, at han ville kræve en redegørelse fra ministeren om, hvordan tilsynet har arbejdet i denne sag.

- Jeg vil bede ministeren om en redegørelse for, hvordan Finanstilsynet arbejder, og om det har de ressourcer, der skal til, siger Legarth, uden dermed at kritisere minister og tilsyn, understreger han.

Begge de tidligere regeringspartier mener, at ansvaret for, at Tønder Bank er bukket under, ligger alene hos ledelsen og bestyrelsen i banken.

Da Finanstilsynet kom til Tønder Bank for første gang i fem år, måtte banken give op i fredags og lade sig overtage af Sydbank. Lånerne i Tønder Bank var ifølge tilsynet slet ikke så stærke, som banken mente.

Mike Legarth frygter, at ledelsen har givet forkerte oplysninger til Finanstilsynet inden besøget.

- Vi får oplyst, at der ikke er afgivet korrekte oplysninger til Finanstilsynet, og så kan Finanstilsynet ikke gøre mere, end det har gjort, siger Mike Legarth.

Venstres Kim Andersen, siger, at det er umuligt at lovgive mod inkompetence og svigt. Han ser gerne, at nogen lægger sag an mod ledelsen i Tønder Bank.

- Meget tyder på, at der kunne være god grund til, at nogen lægger sag an mod bestyrelsen i Tønder Bank, så vi får gravet frem, hvad det drejer sig om, og vi får fastslået et ansvar, siger han.

/ritzau/