V om droppet andelsskat: Rekord i kovending
Det kom i den grad bag på Venstres skatteordfører, Torsten Schack Pedersen, at regeringen med økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) i spidsen fredag aften trak den omdiskuterede og kritiserede andelsskat tilbage.
Torsten Schack Pedersen havde en time tidligere ellers læst, at skatteminister Holger K. Nielsen (SF) var ude og kalde forslaget både "fair" og "rimeligt".
- Jeg tror, at det er Danmarksrekord i politisk kovending. Men jeg glæder mig over, at de har lyttet til fornuft i forhold til skatten, som ville have kostet både arbejdspladser og sendt investeringer ud af Danmark, siger Torsten Schack Pedersen til Ritzau.
Fredag kom det frem, at regeringen og Enhedslisten i forbindelse med finanslovforhandlingerne var blevet enige om at ligestille andelsselskaber med aktieselskaber, så de kommer til at betale mere i skat.
I løbet af dagen fik det stor kritik fra hele oppositionen til højre for regeringen samt fra forskellige landbrugsorganisationer og store virksomheder.
Torsten Schack Pedersen kalder dagens forløb en "bemærkelsesværdigt slingrekurs":
- Det virker som om, at regeringen ikke har styr på noget som helst. Det er en rodebutik uden lige.
- Skatteministeren kaldte det for en time siden fair og rimeligt, S kaldte kritikken for en skræmmekampagne, og så kan jeg jo bare konstatere, at økonomi- og indenrigsministeren altså er af samme opfattelse som kritikerne, siger han.
Dansk Folkepartis landbrugsordfører, René Christensen, der var blandt de første til at kritisere forslaget, og som kaldte regeringen for landbrugsfjendtlig, glæder sig nu over, at forslaget opgives.
- Jeg håber, at regeringen i fremtiden vil arbejde med i stedet for imod landbruget, så vi kan beholde de arbejdspladser, som vi har i landet, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned