Vejarbejde på landets mest trafikerede motorvej i to år
Bilister, der hver morgen kører af sted på arbejde på Køge Bugt Motorvejen, skal nok stå lidt tidligere op om morgenen i de kommende to år. For så længe vil det tage at udbygge motorvejen mellem Greve S og Solrød S.
Det bliver et vejarbejde, der vil få konsekvenser for bilister, advarer Vejdirektoratet. Vejen skal udbygges fra seks til otte spor og arbejdet er planlagt til at gå i gang i påskeugen, siger projektleder Preben T. Pedersen fra Vejdirektoratet.
- Det er jo Danmarks mest trafikerede motorvej, så vi har valgt at starte op i en uge, hvor der er færre biler på vejen. Men uanset, hvordan vi end vender og drejer det, vil der selvfølgelig kunne opstå gener og ekstra køkørsel for trafikanterne, siger han.
- Det sidste halve års tid har vi været i gang med en række arbejder uden for selve motorvejen, men nu er tiden altså kommet til, at vi påbegynder arbejdet på selve motorvejen, siger Preben T. Pedersen i en pressemeddelelse.
Allerede i weekenden 23.-24. marts kan trafikanterne vente at se de første tegn på arbejde. I den følgende uge vil der blive etableret nye striber på hele strækningen fra Greve S til Solrød S.
Det vil blandt andet betyde, at bilisterne må sætte farten ned til 80 kilometer i timen på strækningen, og at der bliver tre indsnævrede kørebanespor.
For at hjælpe på et mere glidende trafikflow gennem hele vejarbejdet aktiverede Vejdirektoratet for et par uger siden en række nye elektroniske tavler.
De kan variere hastighedsgrænsen efter den aktuelle trafiksituation og give trafikanterne information om rejsetider på strækningen.
- Det vigtige i den sammenhæng er at understrege, at de elektroniske hastighedstavler har samme gyldighed som de faste tavler.
- Og selv om man ikke umiddelbart kan se en grund til at sætte farten ned, så skyldes det en trafiksituation længere fremme, siger Preben T. Pedersen.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde