Vellykket salg af græske papirer er vigtigt signal
Efter mere end fire års pause har det kriseramte Grækenland gjort comeback på finansmarkederne ved at sælge statsobligationer.
Den græske regering siger, at de første salg af statsobligationer siden 2010 blev en stor succes.
Vicepremierminister Evangelos Venizelos oplyser, at efterspørgselen efter obligationer var næsten otte gange så høj som udbuddet ved salget torsdag.
- En sum på omkring 3,0 milliarder euro (22,3 milliarder kroner) ventes at blive rejst, siger talsmand for den græske regering.
Sidste gang Grækenland lånte penge på finansmarkederne på normal vis var i marts 2010. Siden er landets økonomi blevet holdt flydende med lån fra EU og Den Internationale Valutafond, IMF.
Pengene har været efterfulgt af krav om reformer og besparelser, og det har ført til, at mange grækere har kritiseret EU og navnligt Tyskland.
Beløbet, som grækerne låner gennem statsobligationerne, er beskedent, men iagttagere siger, at der er tale om et meget vigtigt signal om, at Grækenland har lagt gældskrisen bag sig.
Men grækerne har stadig en meget stor statsgæld, selv om Athen ved den kontrollerede statsbankerot i 2012 barberede omkring 100 milliarder euro (næsten 750 milliarder kroner) af statsgælden.
Ud over den massive gæld kæmper grækerne fortsat med en økonomisk krise, hvor der er en arbejdsløshed på over 25 procent, og hvor de fleste kæmper med faldende lønninger og mange skatter og afgifter.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde