Mogens Lykketoft er favorit til posten som formand for Folketinget, men Venstre sår nu tvivl om Socialdemokratens evner til at være neutral. Ritzau erfarer, at Venstre er modstandere af, at den 65-årige erfarne politiker får formandsposten.
- Der er ikke den store tillid til, at Lykketoft vil være neutral. Det har han ikke vist i sin tid som næstformand for Folketinget, siger en centralt placeret kilde i Venstres folketingsgruppe.
Venstre ser helst, at den mangeårige minister Bertel Haarder får posten, men erkender, at det bliver svært at samle flertal for ham, selv om Venstre er Folketingets største parti.
Derfor er det vigtigste for partiet, at formanden er en person, der nyder bred respekt i folketinget, er objektiv i de daglige slagsmål i Folketinget og har politisk integritet. Og her anser Venstre ikke Mogens Lykketoft for at være det bedste bud.
En anden kandidat, som er blevet nævnt, er De Radikales Marianne Jelved. Hun har dog lørdag over for Ritzau indirekte afslået posten, fordi hun vil bruge sine kræfter i partiets egen folketingsgruppe, hvor hele 14 ud af 17 medlemmer er helt nye uden erfaring fra Folketinget.
Enhedslisten har principielt altid haft den holdning, at Folketingets formand skal findes i oppositionen, men efter 10 års VK-styre med formænd fra regeringen, har partiet slækket på det krav.
De afgørende kriterier for Enhedslisten er nogenlunde de samme som Venstres. Men folketingsmedlem Per Clausen mener, at dem lever både Mogens Lykketoft og Marianne Jelved op til.
Politisk kommentator Hans Engell er da heller ikke i tvivl om, at valget falder på Mogens Lykketoft. Lykketoft selv har ingen kommentarer til favoritværdigheden.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker