Vestager får R-opbakning til forhandlinger

Når Margrethe Vestager i de kommende dage mødes med Helle Thorning-Schmidt (S) på Hotel Crowne Plaza, så sker det med visheden om, at hun har frie hænder til at sige ja til ministerposter.

De Radikales hovedbestyrelse har nemlig fuld tillid til, at Margrethe Vestager vil skaffe partiet et godt forhandlingsresultat. Det siger landsformand Klaus Frandsen.

- Der er en tillid til, at folketingsgruppen kan gøre det her færdigt, hvad enten de vælger regeringsdeltagelse eller det modsatte, siger Klaus Frandsen.

Den omkring 100 mand store hovedbestyrelse fik en orientering af Margrethe Vestager om de mål, som De Radikale topforhandlere går efter i forhandlingerne.

Herfra har Margrethe Vestager frie hænder i forhandlingerne, selvom der endnu er et stykke til mål.

- De er slet ikke færdige med forhandlingerne, og selv på kerneområderne er der udeståender endnu, siger Klaus Frandsen.

Hovedbestyrelsesmedlemmerne har givet Vestager konkrete politiske anbefalinger og samtidig mindet om, at en ny regering skal undgå at blive låst fast i blokpolitik med Enhedslisten.

Klaus Frandsen vil ikke kommentere på de konkrete elementer i forhandlingerne, men han siger dog, at enkelte medlemmer har udtrykt bekymring over, at værdipolitiske emner som 24-års-reglen måske ofres til fordel for De Radikale ønsker til økonomien.

- Det vigtige er, at det som opnås på det økonomiske område kan stå alene. Nogle hovedbestyrelsesmedlemmer udtrykte, at de ikke ønsker, at man oplever, at værdipolitikken bliver solgt til fordel for økonomien, siger Klaus Frandsen.

Også på det økonomiske område fik Margrethe Vestager formaninger med.

Hovedbestyrelsesmedlemmerne har dog store forventninger til, at De Radikale forhandlere får et godt resultat ud fra de forlydender, som indtil nu er sluppet ud fra forhandlingerne.

- Vi forventer ikke, at den radikale økonomiske plan bliver gennemført til sidste punktum, men vi forventer, at den holdbarhed, som er i den radikale plan forhåbentlig går igen i den nye regerings plan, siger Klaus Frandsen.

/ritzau/

Offentliggjort Sidst opdateret