Vestager om skattely: Der er sket et ægte gennembrud
Østrigs finansminister, Maria Fekter, ser ud til at stå næsten isoleret, når hun og hendes 26 EU-kolleger på deres møde lørdag i Dublin for alvor tager hul på at diskutere, hvordan man lukker for skattely og skatteparadis i EU.
- Østrig står fast på sin bankhemmelighed, siger Fekter forud for mødet.
Men økonomiminister Margrethe Vestager (R) beskriver situationen som "et ægte gennembrud" og konstaterer, at "dominobrikkerne er begyndt at falde".
- Mon ikke vi får en snak med Østrig om det, siger hun.
Skiftet kommer, efter at både USA og EU's fem største lande har taget sagen op og EU's sædvanligvis mest urokkelige skattely Luxembourg synes klar til at droppe sin modstand mod at udveksle oplysninger om andre EU-borgeres indeståender i landets banker.
Fredag meddelte EU-præsident Herman Van Rompuy i en videobesked, at EU-topmødet i maj også skal handle om skatteunddragelse.
- Vi må gribe den politiske fremdrift for at få håndteret det vigtige problem. Skatteunddragelse er uretfærdig over for borgere, der arbejder hårdt og betaler deres andel af skatten for at få samfundet til at fungere, siger Van Rompuy.
Margrethe Vestager siger, at det for bare et år siden under Danmarks EU-formandskab virkede umuligt at få rokket ved bankhemmeligheden.
- Lige pludselig er der gået hul på det. Så det kan være, at vi kan komme derhen, hvor folk faktisk betaler den skat, de skal, siger Vestager.
Spørgsmålet er blevet sat på dagsordenen lørdag, efter at der er lækket enorme mængder oplysninger om hemmelige indeståender på bankkonti rundt i verden, og efter at Frankrigs tidligere budgetminister er blevet væltet på at have haft hemmelige konti.
De seneste dage har Luxembourgs regering vist vilje til at udveksle oplysninger fra 2015.
Frankrigs nye budgetminister, Bernard Cazeneuve, har truet med at sætte Østrig på en liste over usamarbejdsvillige lande, der også tæller for eksempel Botswana, Brunei og Filippinerne.
- Det er ikke normalt, at lande som Østrig ikke vil videreformidle informationer om EU-borgere med bankkonti i deres land, har Cazeneuve sagt til radiostationen France Info.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned