Margrethe Vestager (R) ser ud til at blive en af valgets store vindere, og hun var i strålende humør, da hun ankom til Christiansborg for at holde tale ved partiets valgfest.
I en sværm af fotografer og blitzlys trådte hun op på et podium for at tale til partimedlemmerne. Her erklærede hun midterpartiets sejr for et dødsstød til blokpolitikken:
- Vi har sagt det igen og igen. Det er tid til det endelige opgør med blokpolitikken. Vi får en ny regering, et nyt Folketing, der kan samarbejde bredt.
- Og vi får en regering, der er klar til det, fordi Danmark har brug for et bredt samarbejde. Det er den gode nyhed, lød det fra Margrethe Vestager, der fik et højlydt bifald.
De Radikale har meget langt fra indflydelse under det meste af de sidste 10 år under de skiftende VK-regeringer. Her har Dansk Folkeparti haft det afgørende ord i forhold til blandt andet finansloven og udlændingepolitikken.
- For os er det et helt særligt valg, for vi har været et sted, hvor man ikke har lyst til at være.
- Men sammen med baglandet diskuterede vi os frem til, at vi ønsker en ny regering, vi ønsker reformer, en værdig udlændingepolitik og bedre adgang til uddannelse, siger Margrethe Vestager.
Siden hun i foråret brød med enigheden i rød blok og indgik en aftale om at forringe efterlønnen og hæve folkepensionsalderen med regeringen og Dansk Folkeparti, er De Radikale gået frem.
Nu ser partiet ud til at blive afgørende for, at Helle Thorning-Schmidt (S) kan danne regering. Og det vil Margrethe Vestager udnytte til at gennemføre efterlønsaftalen, selvom det går imod Helle Thorning-Schmidts ønske om at bevare den.
- Vi vil føre en ansvarlig økonomisk politik, og tilbagetrækningsreformen skal gennemføres, siger Margrethe Vestager til de jublende partimedlemmer og kommende folketingsmedlemmer.
Fra flere sider har der været spekuleret i, om Margrethe Vestager kunne finde på at omsætte valgsejren til en statsministerpost med hjælp fra V og K. Vestager understreger dog, at hun ikke er kandidat til posten.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde