Vestas-aktionærer havde bedste måned nogensinde
Vestas-aktien har i løbet af maj taget det største kurshop, siden selskabet blev børsintroduceret i 1998.
Med en stigning på omkring hele 70 procent i maj er det tredje gang i år, Vestas tager prisen som månedens mest stigende aktie.
Det er Spar Nord, der hver måned for Ritzau udarbejder data for, hvordan det gik aktierne i C20-selskaberne.
Alene i maj har Vestas-aktionærerne tjent 7,1 milliarder kroner på kursudviklingen, og aktien ligger suverænt i spidsen som månedens mest stigende aktie sammenlignet med de øvrige eliteselskaber i C20-indekset.
- Næsten hele kursstigningen er skudt i gang af selskabets kvartalsregnskab til trods for, at regnskabet viste et større underskud end forventet, siger aktieanalytiker i Spar Nord Mikkel Duus-Hansen.
- Men regnskabet er fortid, og investorerne hæfter sig ved, at fremtiden for Vestas i dag ser lysere ud, end den har gjort længe, siger han.
Vestas har implementeret mere end 100 sparetiltag alene på produktsiden, og initiativerne for at reducere omkostningerne er ifølge Mikkel Duus-Hansen noget, der falder i god jord hos aktionærerne.
- Sparetiltagene handler om alt fra valg af bolte og skruer til produktion af større komponenter, og netop omkostningsstyring - eller mangel på samme - har tidligere været et af de forhold, som gjorde investorerne bekymrede, siger han.
Regnskabet har samtidig fået en del aktieanalytikere til at opjustere kursmål og anbefaling på Vestas-aktien, hvilket kun er med til at understøtte kursudviklingen.
Månedens bundskaber blandt C20-selskaberne bliver ingeniørkoncernen FLSmidth.
Selskabets aktie er med få timer tilbage af månedens handel faldet mere end 10 procent, og igen er det regnskabet, der får skylden for kursændringen.
- Udviklingen for FLS i første kvartal skaber en berettiget frygt for, at der er en nedjustering på vej, og den kommer formentlig allerede i forbindelse med halvårsregnskabet i august, siger Mikkel Duus-Hansen.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde