Vestas får ordrer til flere milliarder kroner i USA
Vindmøllekoncernen Vestas har de seneste to dage hevet milliardstore ordrer fra USA i hus.
Det fremgår af meddelelser på selskabets hjemmeside og til fondsbørsen.
Sammenlagt omfatter bestillingerne 287 vindmøller med en samlet kapacitet på 574 megawatt. Ordrerne er led i rammeaftaler mellem Vestas og energiselskaberne RES Americas og EDF Renewable Energy.
Vestas oplyser ikke, hvad møllerne er solgt for, men ifølge regnskabet for første kvartal fik selskabet i snit 0,88 million euro per megawatt. Dermed har ordrerne en værdi på rundt regnet 3,8 milliarder kroner.
Dertil skal lægges den indtjening Vestas har på at servicere møllerne.
De to ordrer fordeler sig på 62 vindmøller til RES Americas med en samlet kapacitet på 124 megawatt samt 450 megawatt fordelt på 225 vindmøller til den franske energikoncern EDF.
Bestillingen fra EDF er del af en rammeaftale fra september 2013, der totalt kan løbe op i 1174 megawatt. Med den nye ordre har EDF trukket 944 megawatt på aftalen.
De 225 vindturbiner er fordelt med 75 styk til et projekt i Kansas samt 150 til et projekt i New Mexico. Begge vindparker ventes at være i drift i slutningen af 2015.
Rammeaftalen mellem RES Americas og Vestas er på 610 megawatt og blev indgået i efteråret 2013. Det amerikanske selskab oplyste i maj til Ritzau Finans, at det kommer til udnytte rammeaftalen fuldt ud.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde