Vi afdrager mere end vanligt på huset

Boligejerne betaler fortsat mindre i rente til deres realkreditinstitutter. Ifølge Nationalbankens nye tal for tredje kvartal, var den samlede rentebetaling på 13,7 milliarder mod 14,1 milliarder i andet kvartal.

Offentliggjort Sidst opdateret

I sammenligning nåede tallet i 2008 og 2009 op på 23 milliarder kroner. Det betyder ifølge Realkreditforeningen, at den gennemsnitlige boligejer i forhold til den gang, sparer omkring 1500 kroner om måneden.

Samtidig afdrages der også mere på boliglånene. I tredje kvartal blev der afdraget 7,1 milliarder kroner. Cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig siger, at det er det største afdrag i kroner og ører siden tredje kvartal 2003.

- Ser man på afdragets andel af den samlede kvartalsvise realkreditydelse, så udgør afdraget nu 34 procent.

- Det er det højeste niveau, vi har været vidne til siden 2003, og dermed også højere end før introduktionen af de afdragsfrie lån, siger Christian Hilligsøe Heinig.

Direktør i Realkreditrådet Karsten Beltoft siger, at det både er faldende renter og omlægning til flekslån, der får boligejernes renteudgifter til fortsat at falde.

- De makroøkonomiske tal ser ikke gode ud for tiden. Privatforbruget er fortsat lavt, selv om boligejernes besparelser på deres renteudgifter er så store, at de må have haft makroøkonomisk betydning.

- Uden denne besparelse havde økonomien formentlig set endnu mere dyster ud, siger Karsten Beltoft i en pressemeddelelse. Han ser dog ikke yderligere rentefald lige henne om hjørnet.

- Noget tyder på, at vi er tæt på bunden for renteudgifterne.

- Renten falder næppe meget mere, og boligejerne er så småt begyndt at konvertere tilbage til fast rente, men måske kan øget tryghed om renten være med til at styrke lysten til at forbruge, tilføjer han.

/ritzau/