Vi køber igen flittigt varer på klods

Danskerne hiver i stigende grad kontokortet op af lommen, når der skal købes ny vaskemaskine, computer eller flyverdragt til junior.

Offentliggjort Sidst opdateret

I hvert fald steg danskernes træk på købe- og kontokort ni procent i tredje kvartal, viser tal fra Danmarks Statistik. I forhold til samme periode sidste år er det en stigning på 10 procent, og den samlede gæld har nu akkurat rundet de syv milliarder kroner.

- Det kan måske skyldes, at flere butikker lokker med rente- og gebyrfrie perioder, hvis man køber deres varer på kredit i jagten på mere omsætning i ellers pressede tider, siger Lone Kjærgaard, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.

Og det behøver ikke at være helt skidt for forbrugerne, at butikkerne er desperate for at få omsætningen i vejret.

- Selv om det er en god tommelfingerregel, at køb på kredit uden om bankerne er en dyr fornøjelse, så kan det ikke udelukkes, at der findes muligheder for at udnytte butikkernes kreditmuligheder, siger hun:

- Man må blot opfordre til, at man tænker sig grundigt om, inden man kaster sig over butikkernes lånemuligheder, og husker at overholde frister og selvsagt har læst alt med småt, tilføjer Lone Kjærgaard.

Samlet udgjorde forbrugerkreditten - danskernes lån uden om bankerne - i tredje kvartal 18,9 milliarder kroner. Heraf var 44 procent af pengene blankolån, 37 procent var lånt på købe- og kontokort, og 19 procent var kredit mod sikkerhed.

Den samlede forbrugerkredit steg med 2,1 procent i tredje kvartal i forhold til kvartalet før. Sammenlignet med sidste år er lånelysten steget med 1,9 procent.

Dog har danskerne fået mindre appetit på de såkaldte blankolån - de hurtige lån til forbrug, som ikke kræver sikkerhed. Ved udgangen af tredje kvartal var danskernes blankolån på 8,3 milliarder kroner.

Det er et fald på to procent fra kvartalet før og syv procent i forhold til samme periode sidste år.

- Det er trods alt er positivt element i dagens tal, da renten på den slags lån ofte er meget, meget høje, siger Lone Kjærgaard.

Ifølge Lone Kjærgaard er forbrugsgælden nu steget til 7300 kroner per husstand. Frem til 2008 steg forbrugsgælden betydeligt og toppede i 2008 med 8500 kroner per husstand.

/ritzau/