Den afgående videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen bliver offer for den store konservative nedtur. Hun opnår således ikke valg til Folketinget og taber til Mike Legarth i en sand valggyser i Syd- og Sønderjylland.
Også tidligere kulturminister, nuværende ordfører for de konservative, Carina Christensen ryger ud.
I den benhårde kamp om stemmerne i Syd- og Sønderjylland taber videnskabsministeren slaget om det enlige konservative mandat, som partiet opnåede ved katastrofevalget.
Mandatet går til Mike Legarth, der har en fortid som borgmester i Vamdrup og nu også er kommunalpolitiker i Kolding. Han vinder med en margin på kun 110 stemmer.
Charlotte Sahl-Madsen har været videnskabsminister siden februar 2010, hvor hun blev hentet ind uden at være medlem af Folketinget.
Den nye minister var hentet fra Sønderjylland, hvor hun havde været leder for oplevelsesparken Danfoss Universe, og tidligere Danfoss-chef Jørgen Mads Clausen var da også med til at byde hende velkommen i hendes nye ministerium.
Charlotte Sahl-Madsen med bopæl i Høruphav på Als var noget af en kanin, der blev trukket op af hatten af Lars Løkke-regeringen.
Inden længe hæftede medier sig ved, at den nye minister for videnskab ikke selv havde nogen egentlig uddannelse bag sig, men f.eks. et uafsluttet jurastudium.
I stedet havde hun været på forskellige business-kurser i udlandet - og selv fandt ministeren sig udmærket kvalificeret til jobbet.
Den nu 47-årige eksminister har før sin tid hos Danfoss Universe haft en lang periode som museumsdirektør for Glasmuseet i Ebeltoft og desuden haft en periode som udviklingschef for Lego.
Nederlaget i den hårde kamp om det konservative sønderjyske mandat skyldes dog ikke en dårlig indsats af ministeren, der har fået ros for at have en meget aktiv og synlig valgkamp i sit område.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker