Virksomheder snyder danskere for pensionsmillioner
Flere danske virksomheder har undladt at udbetale tilbagebetalinger af ansattes bidrag til eksempelvis pensionsforsikringer. HK Privat vurderer, at den halv million danskere er blevet snydt. Det skriver Politiken lørdag.
Det drejer sig om penge, der over lønnen er indbetalt til for eksempel livsforsikringer hos pensionsselskaberne. Selskaberne har hvert år gjort regnskabet op, og i tilfælde af overskud er pengene blevet udbetalt til virksomhederne.
Men pengene er blevet i virksomhedernes kasse i stedet for at blive udbetalt til medarbejderne, og det vækker forargelse hos HK Privat.
- Det er tyveri. Folk kan se på lønsedlen, at et beløb trækkes til pensionen, og så går man ud fra, at pengene går til det, siger Simon Tøgern, der er formand for HK Privat til Politiken.
- Man går ud fra, at man betaler, hvad det koster for de her forsikringer. Men det har været tilfældet, at man betaler en overpris i en lang række situationer. Folk må have en forventning om, at de får rådighed over de penge, de har betalt for meget, siger han.
Siden 2010 har pensionsselskaberne efter ordre fra Finanstilsynet udbetalt den såkaldte risikobonus direkte til medarbejderne i stedet for til virksomhederne.
Dengang valgte Finanstilsynet ikke at pålægge virksomhederne at betale pengene tilbage til de ansatte. Begrundelsen var, at det ville være næsten umuligt at vurdere, hvem der var berettiget til et beløb.
Nu opfordrer HK Privat sine medlemmer til at gå til enten arbejdsgiveren eller pensionsselskabet for at få overblik over, om man er blevet snydt for udbetaling af risikobonus.
/ritzau/
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker