Vognmænd flager ud og chauffører mister jobbet
De seneste år har der været lidt over 3000 danskejede lastbiler, der kørte på udenlandske nummerplader. Det viser tal fra ITD, der er brancheorganisation for den danske vejgodstransport.
Tallet ligger nu stabilt, efter at udflagningen af lastbiler gennem de seneste år steg. I februar 2013 var der 3298 udflagede lastbiler - og det er et fald på fire procent i forhold til 2012, hvor der var 3432 udflagede lastbiler.
Man skal tilbage til 2008 for at finde rekorden for udflagede lastbiler, hvor 3598 danskejede lastbiler var indregistreret i udlandet.
- Den positive side af udflagningen er, at danske virksomheder søger ud i Europa og får del i de internationale fragter og kunder ved at etablere datterselskaber i udlandet, siger ITDs erhvervspolitiske chef, Poul Bruun. Men der er også en bagside af medaljen:
- Den negative er, at chaufførjobbene følger med lastbilerne ud af landet. Men de danske chaufførlønninger har vist sig for høje til, at de danske biler kan konkurrere om det internationale gods, siger han.
Faldet i danskejede lastbiler på udenlandske plader er især sket i Baltikum, Tyskland og Luxemburg, mens antallet af danskejede lastbiler med en polsk nummerplade i det forgangne år er vokset med 13 procent til i alt 712.
Der er stadig flest lastbiler på tyske nummerplader, hvor 51 procent af de udflagede lastbiler kører ud fra. Polen er på andenpladsen med 22 procent.
- For blot 15 år siden var vi konkurrencedygtige med tyskerne på lønningerne. Det har ændret sig, og det er bekymrende i forhold til, at den internationale konkurrence kun ser ud til at blive skarpere, siger Poul Bruun.
Optællingen af de udflagede lastbiler omfatter både medlemmer og ikke-medlemmer af ITD.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker