1.000 år gammel landsby fundet på Falster

Der skal peges, fortælles og rodes lidt i jorden, når erhvervsområdet undersøges. Foto: Museum Lolland-Falster

Guldborgsund Kommune og Museum Lolland-Falster inviterer til åben udgravning.

Offentliggjort Sidst opdateret

NØRRE ALSLEV: Arkæologer fra Museum Lolland-Falster har siden januar været i gang med at undersøge mulden for fortidsspor på det store markareal ved afkørsel 43, der skal være en del af erhvervsområdet.

Undersøgelserne lakker nu mod enden, og det har vist sig, at der også var produktion og erhverv på stedet for omkring 1.000 år siden.

“Produktionsområdet hører formentlig til en middelalderlandsby, som lå, hvor til- og frakørslerne til Sydmotorvejen i dag ligger ved afkørsel 43," fortæller Mette Steen Egholm Hansen, udgravningsleder og arkæolog ved Museum Lolland-Falster i en pressemeddelelse.

“Så man kan sige, at det allerede dengang var et godt sted at placere sine aktiviteter i forhold til lokalitet og færdselsårer.”

Man kan sige, at det allerede dengang var et godt sted at placere sine aktiviteter i forhold til lokalitet og færdselsårer.

Mette Steen Egholm Hansen

Altid et produktionsområde

Fredag 6. maj fra klokken 14 til 16 inviterer Guldborgsund Kommune og Museum Lolland-Falster de nysgerrige forbi. Her kan man høre mere om de undersøgelser, der er i fuld gang, og hvad Museum Lolland-Falsters arkæologer forventer at få ud af dem

- Vi har fundet nogle store, spændende, cirkelrunde nedgravninger, som formentlig er resterne af et summende produktionsområde, der hørte til middelalderlandsbyen. Vi venter imidlertid stadig på de naturvidenskabelige resultater, men nedgravningerne kan have været brugt til for eksempel garvning af skind og som ovne, fortæller udgravningslederen, der glæder sig til at vise det hele frem på dagen.

Formand kommer

Interessen rækker helt ind i byrådssalen. Herfra kommer Ole K. Larsen nemlig og kigger på sagerne.

- Jeg ser frem til at høre mere om de fund, der er gjort i området, og om de historier, der ligger under vores fødder. Det er vigtigt, at vi får historien med os, når vi bygger nyt, og interessant at netop dette område har været et produktionsområde. Det er vi godt i gang med at vende tilbage til, og cirka en fjerdedel af den østlige del af Business Park Falster er allerede solgt, siger udvalgsformand for landdistrikter, kultur og fritid Ole K. Larsen (V).