STOR BILLEDSERIE: En stor lastbil fyldt med donationer fra Sydsjælland og Falster er netop nu på vej til Slovakiet og senere Ukraine.
Maria Glasius LangeMariaGlasius Lange
OffentliggjortSidst opdateret
NØRRE ALSLEV Marian Hrychka måtte i 11. time sadle om. For den lastbil, der søndag morgen skulle ankomme fra Ukraine og hente 10.000 kilo donationer fra godhjertede falstringer, skulle i stedet bruges i Kharkiv, hvor en lastbil fyldt med forsyninger til et hospital var blevet ramt af en bombe.
Heldigvis har den ukrainske mand, der bor i Stubbekøbing med sin familie, netværket i orden. Således arrangerede vennen Christoffer Holm Olsen en lastbil igennem virksomheden Kim Johansen.
I Koihulen i Nørre Alslev ventede kasser og poser med varme tæpper og liggeunderlag, soveposer, babyplejeprodukter, medicinsk udstyr og endda en drone samt cirka 15 personer, der var klar til at hjælpe med at læsse lastbilen.
- Lad os danne en menneskekæde til at få poserne op, lød det fra Marian Hrychka.
Han er rørt over den indsats, som lokale har ydet for at hjælpe hans hjemland. Både private og virksomheder har fundet ting, som de kunne undvære, eller købt ting i butikkerne, som man ved, der er mangel på hos befolkningen.
Annonce
- 97 procent af tingene har været helt i orden. Vi har også fundet et par kasser med døde mus eller hundelorte i, som tydeligvis bare har stået i en garage. Men langt det meste har været ordentligt, siger han.
Selv om arbejdet med at sortere og notere alt indhold - både på en liste og på kasserne på ukrainsk - har været hårdt, venter stadig den nok sværeste del af processen. Nemlig at få donationerne sikkert igennem grænsen til Ukraine.
Planen er, at lastbilen kører til Slovakiet og holder cirka tre kilometer fra den ukrainske grænse. Her skal flere mindre biler komme og tage imod tingene. Udfordringen er, at mænd mellem 18 og 60 år ikke må forlade landet, da der er brug for folk i hæren. Så hvis Marian Hrychka først kører ind i Ukraine, må han ikke forlade landet igen, imens der er krig.
- Det er virkelig hårdt, for jeg vil gerne hjælpe. Men jeg har lovet min kone ikke at gøre det. For hvis jeg går med i krigen, kommer jeg nok ikke tilbage igen.
Arbejdet fortsætter, og på facebookgruppen "Sydhavsøerne hjælper Ukraine" kan man holde sig ajour med, hvad der særligt er brug for.
Klik på billedet herover for at se flere billeder.
Op imod 15 personer dannede en menneskekæde for hurtigst muligt at få alle donationer med på lastbilen. Foto: Ingrid RiisIngrid Riis
Madrasser og soveposer er i høj kurs i Ukraine, hvor mange må overnatte i beskyttelseskældre. Foto: Ingrid RiisIngrid Riis
Kim Johansen stillede an med en lastbil, der kunne fragte tingene til den ukrainske grænse. Foto: Ingrid RiisIngrid Riis
Koihulen i Nørre Alslev tilbød at opbevare donationerne, indtil de skulle sendes af sted. Foto: Ingrid RiisIngrid Riis
Marian Hrychka (til højre) har taget initiativ til indsamlingen, og han følger lastbilen for at sikre, at det når godt frem. Foto: Ingrid RiisIngrid Riis
Babymad og bleer var der mange kasser med. Foto: Ingrid RiisIngrid Riis
Virkelig mange mennesker har hjulpet med at samle ind til ukrainerne. Omfanget kom bag på initiativtageren. Foto: Ingrid RiisIngrid Riis
Man forventer at sende en lastbil mere af sted. Powerbanks, kikkerter og elefanthuer er der blandt andet mangel på. Foto: Ingrid RiisIngrid Riis
Seneste artikler
Noah blev instrueret før kommunens besøg: - Jeg vidste godt, at jeg løj
15-årig dreng truet på livet
Pladsmangel på Sundskolen kan fortsætte i flere år end først antaget
Reagerer på stjålne skilte: - Dovenskab har aldrig været et handicap
Fartproblemet fortsætter: 152 blitzet på denne strækning
Mest læste artikler
Politiet efterlyser fortsat kvinde fra Sakskøbing
Varer til december: Bygger lyskryds ved trafikeret landevej
Kraftig brand i villa
Nakskov Sukkerfabrik lukker
16-årig overfaldet med kniv ved skole