13 til bords i arresten

I Nykøbing F. Arresthus gør man sig stor umage med at gøre juletiden så hyggelig for de indsatte som overhovedet muligt. I øjeblikket har man 16 indsatte - 13 mænd og tre kvinder og de blev heller ikke snydt for juleaften. Tre var bevilget udgang, så de kunne fejre højtiden sammen med deres familie, men de 13 tilbageværende fik både andesteg, juletræ og havde også mulighed for at høre juleevangeliet ved en julegudstjeneste i arresten juleaftensdag. Arresten havde desuden sørget for gaver i form af cigaretter, slik og sodavand til de indsatte.
- Vi prøver at gøre det så hyggeligt, det nu lader sig gøre, siger en af arresthusets fængelsbetjente, som ikke ønsker sit navn frem.
Nogle af fangerne havde også mulighed for selv at lave julemad, hvis ikke de ønskede at spise den opvarmede andesteg.
- Vi har ikke rammerne til at alle kan være sammen på én gang, så de er låst inde det meste af dagen - også selv om det er juleaften. Men de indsatte har haft mulighed for at være sammen i cellerne to og to, og alt er foregået stille og roligt, siger fængselsbejtenten.
Han fortæller desuden, at der i juledagene serveres morgenbrød, og at maden generelt er lidt bedre end vanligt.




Andesteg, juletræ og gudstjeneste. De 13 indsatte, som holder jul i arresten i Nykøbing F., blev ikke snydt for julefest.

Offentliggjort Sidst opdateret