161.250 OVERSKUDSKRONER PÅ LOKALE HÆNDER

Her ses alle de betænkte modtagere af tilskud fra dette års overskud oven på forårets Døllefjelde Musse Marked. Kun en enkelt forening af de 19 inviterede dukkede ikke op til uddelingsmødet forleden. Privatfoto

19 lokale foreninger får del i årets overskud fra Døllefjelde Musse Marked.

Offentliggjort Sidst opdateret

DØLLEFJELDE: Det er efterhånden en del dage siden, der var Døllefjelde Musse Marked. Men derfor er der stadig en hel del overskudskroner, som forleden fandt deres vej ud til det lokale foreningsliv.

Ikke mindst grundet årets flotte forårsvejr i Store Bededagsferien var der til denne uddeling af markedskroner et stort overskud at dele ud af til de lokale foreninger.

Det blev således til hele 19 foreninger udover DMI, der endte med at få del i årets overskud. Og der blev søgt og bevilget tilskud til alt fra sikkerhedsudstyr, skydevåben, dressurhegn til heste, bolsjer og kondomer. Et rigt udvalg af foreninger i området kan med andre ord nu få del i det overskud, som de for manges vedkommende også har taget del i som frivillige hjælpere ved årets marked.

Oplevelsesklub og måtter

Eksempelvis vil Jette Pedersen fra den nystiftede lokalafdeling af Red Barnet bruge tilskuddet til aktiviteter i en oplevelsesklub for udsatte børn og familier i Guldborgsund Kommune. Der er blandt andet planer om udflugt til en lokal shelterplads med aktiviteter og et julearrangement for 10-15 børn og deres forældre.

Gymnastikforeningen Sydøstlolland havde ansøgt om tilskud til 25 styk træningsmåtter. Det er vigtigt med skridsikre måtter, og de skal bruges til styrketræningsøvelser, udstrækning og andre træningsøvelser på gulv.

Fra Natteravnenes side var der også ansøgt om tilskud. Her var baggrunden ,at de unge i nattelivet ofte støder på de engagerede natteravne, som vandrer gaderne tynde, når der er nattefest. Her kan de unge fremover sikre sig bolsjer og kondomer, som Natteravnene deler ud.

Også i markedsdagene møder vi natteravnene, som tager kontakt til de unge festglade mennesker om aftenen og natten.

Kasserer Lone Brylle fra markedsbestyrelsen

- Også i markedsdagene møder vi natteravnene, som tager kontakt til de unge festglade mennesker om aftenen og natten, supplerer kasserer Lone Brylle fra markedsbestyrelsen.

Netop markedsbestyrelsen er i øvrigt i fuld gang med planlægning af det kommende års marked og kan snart løfte sløret for nogle af de første nye tiltag.