172 kvinder i 344 forskellige sko: - En ubetinget succes

172 kvinder fra Lolland, Falster og Sydsjælland deltog i kvindenetværksmødet på Hotel Falster på kvindernes internationale kampdag fredag. Foto: Lise Ravnkilde

En række lokale kvindenetværk mødtes fredag aften på Hotel Falster for at netværke, sætte fokus på kvinders rettigheder og skabe bedre forhold for unge piger og kvinder.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Det er ikke hver dag, man ser 172 kvinder, som alle går rundt i to forskellige sko, men sådan var det fredag aften på Hotel Falster i Nykøbing.

Og nej - det havde intet at gøre med fordommen om, at kvinder har så mange sko, at de har svært ved at vælge, hvilket par de skal tage på. Det var for at bakke op om de europæiske Soroptimister - Soroptimist International of Europe - i organisationens kampagne for at sætte fokus på ulighed mellem kønnene på kvindernes internationale kampdag.

Og i anledning af kampdagen var foreningerne Inner Wheel, Soroptimisterne, Champagneklubben, QLF, Junior Chamber Piger samt Sydhavsøernes Zonta Klub gået sammen i det, de har valgt at kalde "Kvindenetværket" om en aften med tapas, musik og ikke mindst mulighed for at netværke og synliggøre de forskellige foreninger og deres arbejde.

Artiklen fortsætter under billedet.

Deltagerne blev opfordret til at møde op i to forskellige sko for at sætte fokus på ulighed. Foto: Lise Ravnkilde

- Mærkedagen har stadig sin berettigelse over hele kloden. Det er dagen, hvor debatter og events vil fortælle om og kæmpe for lige muligheder og fællesskaber, synliggørelse af ulighed og sund fornuft samt respekt for rigtig mange piger, mødre og kvinder.

- Jeg tror, at mange er kommet her i dag med en snus af nysgerrighed, men også fordi, vi alle nok føler, vi har noget overskud af tid, energi og kræfter - og det forpligter. Men vi er her også for samværets skyld, og når vi alle er sammen, er vi stærkere og kan styrke og støtte nogle af de mange piger og kvinder, som står og mangler det i skrivende stund, sagde Susanne von Rosen, præsident i Sydhavsøernes Zonta Klub blandt andet i sin velkomsttale.

Det var første gang, de mange foreninger mødtes på kryds og tværs, men noget tyder på, at det ikke bliver sidste gang. Det gik nemlig rigtig godt, fortæller Dorthe Errebo Pedersen fra Sydhavsøernes Zonta Klub.

- Det var en ubetinget succes. Der var en rigtig fin stemning, og jeg håber, at vi kan lave nogle projekter sammen fremover, for vi arbejder alle sammen for at skabe bedre forhold for unge piger og kvinder. Vi skal evaluere arrangementet på torsdag, men jeg føler mig overbevist om, at vi gør det igen til næste år, fortæller hun dagen derpå.

De mange kvinder kom både fra Lolland-Falster og Sydsjælland, og aftenen bød blandt andet på en fortællekoncert med Mathilde Falch og Charlotte Schultz.

I løbet af aftenen blev der også uddelt to donationer på 10.000 kroner hver til Krisecenter Guldborgsund og Sind Ungdom. Pengene til sidstnævnte kom ind via overskuddet fra et lotterispil.

Sine og Katja fra Sind Ungdom takkede for donationen på 10.000 kroner. Foto: Lise Ravnkilde