18.000 gæster på tre dage: Bussen bliver gratis og parkeringen fri
Raadhusstræde fyldes op med boder og telte og er dermed én af de centrale pladser, der lukkes af for biler. Men der findes alternative parkeringsmuligheder. Foto: David Arnholm
.
Madens Folkemøde vil forandre Nykøbing hen over tre dage. Her er kommunens plan for parkering og trafik.
Fra på torsdag og hen over weekenden forventes i omegnen af 18.000 mennesker at indfinde sig i Nykøbing i forbindelse med Madens Folkemøde.
Det kræver en indsats både i forhold til trafikregulering og parkeringsmuligheder, og derfor gør Guldborgsund Kommune nu opmærksom på flere ændringer.
Blandt andet kan man køre gratis med bussen - og parkere, ligeså længe man vil.
Læs også: Refa på Madens Folkemøde: - Som genbrugsstation taler vi om affald på en helt anden måde
Det er linjerne 701 og 702, der bliver gratis at køre med både torsdag, fredag og lørdag. De kører blandt andet fra stationen og stopper i nærheden af folkemødets hovedområder.
Lørdag kan man i øvrigt også tage bussen til og fra Middelaldercentret, hvor der er flere madaktiviteter i forbindelse med folkemødet.
Lørdag indsætter Movia ekstra afgange på de to linjer, så busserne kører hver halve time. Torsdag og fredag kører busserne normalt.
Læs også: Umut og bukkejægere indtager Nykøbing
Dertil ophæves den 4 timers tidsbegrænsning, som ellers er indført på en række af de centrale parkeringspladser.
Det samme sker på flere af de private pladser i byen. Her vil skiltene med restriktioner blive overdækket eller fjernet, så det er værd at dobbelttjekke, hvad der gælder, før man forlader stedet.
Men de eksisterende parkeringspladser vil langt fra kunne dække behovet. Derfor åbner kommunen for en del af havnefronten og gør den til en stor parkeringsplads. Man skal søge mod Toldbodgade for at finde åbningen.
Derudover henviser kommunen til at benytte sig af Cementen. Begge pladser vil have fri parkering.
Men der er også steder, hvor biler ikke kan komme igennem. Parkering vil ikke være muligt i Hollands Gaard og ved Kirkepladsen. Samtidig vil Nygade være spærret for gennemkørsel ved Raadhusstræde.
Læs også: Madens Folkemøde forlader idyllen: Derfor dropper det Engestofte
Og til slut er Klosterstræde spærret for gennemkørsel ved Kirkepladsen. Her er der sat store telte op.
En del af de gæster, der kommer til Nykøbing fra blandt andet København, forventes at tage toget. Til Folketidende oplyser DSB, at der ikke er planlagt opnormeringer af togene i forbindelse med Madens Folkemøde.