19-årig fængslet: Slog betjent og ville stjæle pistol

Den unge mand fremstilles søndag i grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing Falster. Foto: Free/Colorbox.dk

Ballade på diskotek Billy Booze natten til søndag. 19-årig nakskovit varetægtsfængslet for at slå politibetjent og prøve at få fat i tjenestepistol.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det udviklede sig dramatisk, da politiet omkring klokken 02.10 natten til søndag ankom til diskotek Billy Booze på Brovejen i Nykøbing efter en anmeldelse om tumult.

Betjentene mødte en 19-årig mand, som ikke var dem venligt stemt. Den 19-årige mand slog en kvindelig betjent i ansigtet og forsøgte derpå at få fat i hendes kollegas tjenestepistol.

Det fortæller Ove Christoffersen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Årsagen kender jeg ikke, men han slår den kvindelige kollega i ansigtet med en knytnæve. I forbindelse med, at man vil skride til anholdelse af ham, prøver han så at få fat på kollegaens pistol. Det lykkes ham ikke, selvom han forsøger flere gange, siger vagtchefen og tilføjer, at den kvindelige betjent ikke pådrog sig alvorlige skader.

Ovenpå den episode blev den 19-årige mand, som er fra Nakskov, overmandet og anholdt. Han blev søndag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing, sigtet for vold mod tjenestemand og for forsøg på at stjæle en tjenestepistol.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser til TV ØST, at manden blev varetægtsfængslet frem til 20. juni. For bare tre måneder siden fik en 21-årig mand 15 måneders fængsel for at forsøge at stjæle en politibetjents pistol i forbindelse med en anholdelse i Nykøbing.

Foruden den 19-årige blev også en anden mand anholdt i forbindelse med balladen på Billy Booze, men søndag formiddag var han løsladt igen.

OPDATERET KLOKKEN 15.36.