2.100 medarbejdere har fået visir mod corona

2.100 medarbejdere i Guldborgsund Kommune har fået udleveret et ansigtsvisir som beskyttelse mod coronavirus. Visirerne var i brug på plejecenteret Sømarken torsdag, da der var udendørs musik og dans med beboerne. Foto: Flemming Keith Karlsen

Kommunens pleje- og sundhedspersonale kan nu beskytte sig med

visirer. Men det er kun i særlige situationer, værnemidlet skal på.

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND 2.100 personlige ansigtsvisirer er delt ud til Guldborgsund Kommunes ansatte i sundheds- og ældreområdet, social- og handicapområdet, sundhedsplejen og tandplejen.

Visirerne skal beskytte medarbejderne og de borgere, de arbejder med, mod smitte med coronavirus.

Dermed følger kommunen Sundhedsstyrelsens nyeste retningslinje for tæt kontakt mellem mennesker, der ikke viser tegn på at være smittede.

Fredag kom anbefalingen fra styrelsen om, at personale i ældreplejen og sundhedssektoren skal bruge ansigtsmaske eller ansigtsvisir, når tæt kontakt ikke kan undgås.

Hidtil har anbefalingen lydt, at man kan vælge at bruge visir. En formulering, som fagforeningen FOA, der organiserer mange af de medarbejdere, der kommer tæt på borgerne, i løbet af ugen har efterlyst en stramning af.

Den kom altså fredag, hvor Sundhedsstyrelsen begrunder den nye anbefaling med, at man forventer, at genåbningen af samfundet fører til en øget smittespredning af coronavirus.

- I en overgangsperiode med øget smittetryk og stor modtagelighed i befolkningen, anbefaler vi ud fra et forsigtighedsprincip ekstra tiltag for at beskytte mod smitte fra personer uden symptomer, lyder meldingen fra direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm.

Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen nu, at personale, der arbejder med særligt sårbare grupper, som udgangspunkt skal bære ansigtsvisir eller maske ved langvarig eller hyppig kontakt med borgere eller patienter.

Forsigtighed

Forsigtighedsprincippet er også nøgleordet i center for sundhed- og omsorg, hvor de 1.200 Guldborgsund-medarbejdere fik et personligt visir i denne uge.

Men det er ifølge centerchef Ida Byrge Sørensen ikke i alle situationer, visirerne skal bruges.

- Det er kun, når vi i plejen skal helt tæt på borgerne og står i opgaver inden for en til to meter fra borgeren for eksempel bad, tandbørstning og sårpleje, forklarer Ida Byrge Sørensen og tilføjer, at der er lavet en procedure for, hvornår visiret skal bruges.

- Det er sårbart og en hel anden praksis, end vi plejer at have i vores arbejde, hvor vi jo generelt ikke bryder os om barrierer mellem medarbejdere og borgere. Men vi følger forsigtighedsprincippet, siger hun.

Sundhedsstyrelsens supplerende tiltag for at undgå smitte ved tæt ansigt-til-ansigt kontakt:
Når tæt og længerevarende ansigt-til-ansigt kontakt ikke kan undgås, kan et ansigtsdækkende visir eller anden barriere mellem ansigter give et supplerende lag af beskyttelse mod mulig dråbesmitte. Her er hensigten både at beskytte patienten/borgeren og medarbejderen.
Brugen af barriere for eksempel skærm eller ansigtsmaske er særlig relevant ved ansigt-til-ansigt kontakt af over 15 minutters varighed eller i situationer, hvor personalet har mange korterevarende ansigt-til-ansigt kontakter i løbet af en arbejdsdag.
I dele af sundheds- og ældresektoren, for eksempel på plejecentre eller sygehusafdelinger med immunsvækkede patienter, kan der være øget smittetryk, øget modtagelighed og stor sårbarhed i beboere/patienter. Der skal som udgangspunkt bæres ansigtsvisir eller maske, når personalets opgaver indebærer langvarige eller hyppige, tætte og uundgåelige ansigt-til-ansigt kontakter mellem personale og borgere/patienter.
Det er et ledelsesmæssigt ansvar at sikre, at de ansatte er udstyret med nødvendige værnemidler, barrierer og kender til den korrekte brug.