24 sosu-elever rykker ind på skolen som de første

Steen Frederiksen er glad for, at 50 studerende fra fredag kan få fysisk undervisning igen. For særligt på social- og sundhedsuddannelserne er der praktiske fag, der er svære at have hjemmefra. Foto: Anders Knudsen

Sosuskolen er klar til genåbning for studerende på de afsluttende hold.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING I sidste uge gav Børne- og Uddannelsesministeriet tilladelse til, at også erhvervsskolernes elever på sidste år af hovedforløbet kunne modtage fysisk undervisning igen. Og i weekenden faldt lovgrundlaget på plads.

Siden har Steen Frederiksen, leder af Sosuskolen, fået en ny bedste ven i tommestokken, som han har haft med sig under forberedelserne sammen med viceværter, rengøringspersonale og pr-medarbejdere.

24 studerende kan begynde torsdag, og fredag kommer yderligere et hold, så de i alt når op på knap 50 studerende. I og med at de uddanner sig til blandt andet sundhedsektoren eller til institutioner med børn og unge, er det at vaske hænder eller bruge handsker ikke nyt for dem, forklarer Steen Frederiksen.

- Udfordringen bliver, at alle skal ændre en masse vaner. At holde to meters afstand og rykke væk fra hinanden, når man taler sammen, er imod vores natur.

Derfor benytter skolen sig af det, man kalder "nudging" også kendt som adfærdsreguleringer. Det kan være skilte på gulvet, der fortæller, at man skal huske afstanden, eller at der lige står et bord med sprit og vådservietter ved indgangen.

- Vi forsøger at lave langtidsholdbare løsninger, for er der noget, jeg har opgivet, så er det at gætte på, hvornår vi kan komme tilbage til helt normal undervisning. Samtidig skal løsningerne kunne sikre, at vi løbende kan øge elevindtaget, når der gives tilladelse til det.

Selv om det tager tid at omstille sig fra fysisk til virtuel undervisning, har alle tacklet det flot. Et flertal af skolens elever er over 25 år og har familie og ofte børn derhjemme, der har skullet underholdes og undervises, imens man selv modtog undervisning. Andre har haft udfordringer med at få internettet til at køre hurtigt nok. Men skolen har forsøgt at hjælpe dem alle.

- Det er lykkedes at afslutte et hold med eksamener over pc'en. Det gik også okay. Men selv om man kan meget med fjernundervisning, er det bedst at kunne mødes fysisk, siger lederen.

Joan H. Larsen maler beskeder til de studerende på indgangsdøre. Foto: Anders Knudsen