27-årig offer for groft røveri i Nykøbing

En 27-årig mand fra Horslunde fik en trist start på weekenden, da han natten til fredag i sidste uge blev brutalt overfaldet i Slotsgade i Nykøbing.

Ifølge politiet skete overfaldet i smøgen ved Slotsgade 38, hvor en 18-20 årig dansk mand i hip-hop tøjsparkede den 27-årige så hårdt i hovedet, at hans kæbe skal opereres. Motivet skulle angiveligt være, at gerningsmanden ville have fat i offerets pung.

Udover pungen, som blandt andet indeholdt cirka 500 kroner og et hævekort, stjal røveren også en sort rygsæk fra den 27-årige.

Overfaldet skete natten til fredag på et tidspunkt mellem klokken 01.30 og 04.30, men det blev først anmeldt til politiet fredag klokken 18.

Lokalpolitiet i Nykøbing vil meget gerne høre fra vidner til røveriet eller andre, som måtte ligge inde med oplysninger i sagen. Lokalpolitiet kan kontaktes på telefon 54 85 14 48 eller 114.




En ukendt gerningsmand i hip-hop tøj sparkede manden i hovedet. Offerets kæbe skal opereres.

Offentliggjort Sidst opdateret