290 høringssvar og 498 underskrifter er sendt ind: Omdiskuteret plan er nu vedtaget

Pandebjerg-projektet er i kommuneplanen halveret fra 22 hektar til 11, og imens det gav anledning til en del skuffelse hos politikerne, håber andre, at det skaber et mere positivt syn på projektet fra naboerne. Arkivfoto: Anders Knudsen

Et omdiskuteret boligudlæg nær kysten nord for Nykøbing er halveret i en nye kommuneplan, imens et stort antal kritiske høringssvar har fået fjernet forslaget om at nedlægge campingplads på Sydfalster til fordel for private sommerhuse.

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND: En ny kommuneplan for Guldborgsund blev torsdag aften vedtaget i  byrådet oven på en proces, der har været længere end forventet.

Især er det dialoger og forhandlinger med statslige myndigheder om muligheden for at etablere kystnære byggegrunde ved Pandebjergvej nord for Nykøbing, der har trukket processen ud. Det lykkedes heller ikke denne gang at overtale myndighederne til at give en dispensation, da området er beskyttet under Natura 2000, og derfor er projektet halveret fra 22 hektar til 11.

Politikernes beslutning torsdag aften blev bygget på 1.350 siders materiale med blandt andet en større befolkningsanalyse samt 290 høringssvar og 498 underskrifter.

Skal der være kvalificeret arbejdsudbud, skal der være attraktive boliger og uddannelser.

René Christensen, Moderaterne

Hen over stolerækkerne blev planen rost for at være ganske udviklingsorienteret sammenlignet med tidligere kommuneplaner. Især på grund af et håb - og en forventning - om, at Femern-forbindelsen og et kommende lyntog fra København kan sikre flere jobs.

- Men hvis arbejdspladserne skal komme, skal der være arbejdsudbud. Og skal der være kvalificeret arbejdsudbud, skal der være attraktive boliger og uddannelser, lød det fra Moderaternes René Christensen.

Roemark kan blive til boliger

Udviklingen er særligt koncentreret omkring Nykøbing, hvilket også har medført kritik. Ud af de 67 hektar byggegrunde, der med kommuneplanen stilles til rådighed, ligger 56 hektar i og omkring hovedbyen. Men det skyldes til dels, at der allerede er en del gode boliger til salg i landområderne, og at der snart forventes en kampagne for at gøre opmærksom på dem, lød det fra John Brædder (Guldborgsundlisten).

Et overblik

De primære ændringer i forhold til det forslag, der blev sendt i høring, er at: 

  • Et enkelt forslag til udlæg er taget ud af forslaget på baggrund af Planstyrelsens indsigelse. Det drejer sig om et mindre boligudlæg ved Nørre Vedby. 
  • Det nye boligudlæg ved Pandebjerg er halveret i sin udstrækning, tilpasset så påvirkningen af det bevaringsværdige landskab omkring Ny Kirstinebjerg Gods påvirkes mindst muligt. 
  • Forslaget om at ændre kommuneplanrammen for Østersøparken Camping er fjernet på baggrund af høringen.

Nye erhvervs- og turisme-udlæg: 

  • Nyt erhvervsudlæg ved afkørsel 44/Ønslev - til logistik- og serviceerhverv. 
  • Erhvervsudlæg ved afkørsel 43/Ravnse - udvidelse af Business Park Falster.
  • Biogasanlæg og erhvervsområde til beslægtede grønne virksomheder.
  • Turismeudlæg i Marielyst - til resort 
  • I Marielyst gives mulighed for at udstykke Marielyst Familiecamping til sommerhuse. 

Omdannelser og fortætning inden for den eksisterende by i Nykøbing

  • Havnen i Nykøbing, Ydre Østerbro, Østre Skole, Sundskolen, Rådhusområdet, Hammerlodden.

Nye udlæg på kanten af byen:

  • Nordbyen - 22 hektar.
  • Pandebjerg - 11 hektar. (udlægget er reduceret til fra 22 til 11 hektar). 
  • Egehegnet - 2,7 hektar.

Dertil gives mulighed for fortætning på Sakskøbing Havn med boliger, og der udlægges mindre nye boligudlæg i Nørre Alslev og Stubberup.

Kilde: Guldborgsund Kommune

Dels viser en befolkningsprognose, at tilflytningen i Guldborgsund sker mod Nykøbing.

Derfor er der lagt op til, at en roemark i Nordbyen kan udvikles til 22 hektar med boliger, imens Egehegnet i Sundby kan udvides med 2,7 hektar - foruden de 11 hektar ved Pandebjerg.

Men der er også fokus på landsbyerne, bemærkede Socialdemokratiets gruppeformand, Katrine Burmann.

- Mange af de her områder har deres egne unikke kvaliteter, som kan være relateret til natur, kulturarv eller stærke fællesskaber. Kommuneplanen søger at understøtte disse ved at sikre, at landsbyerne ikke kun bliver boområder men aktive lokalsamfund med plads til erhverv, service og fritidsaktiviteter.

Politiker kan ikke stemme for

Og i Stubbekøbing, hvor hun selv bor, bliver der plads til at udvikle byen i langt højere grad end i tidligere kommuneplaner, mener hun. Blandt andet ved at ændre fokus på havnen som et sted for ren boligudvikling til også at omfatte kulturelle funktioner. Samtidig fortsætter den som erhvervshavn.

Alle partier bortset fra Sydhavslisten stemte for kommuneplanen. Derudover valgte en enkelt politiker at gøre brug af sin ret til at sige fra.

- Hvis man overordnet set kunne tage en enkelt ting ud, ville jeg også have forholdt mig ligeså positivt som alle andre, forklarede Britta Lange (S).

- Biogasanlægget ved afkørsel 44 i Eskilstrup er dels uhensigtsmæssigt rent logistisk set, men det har også mødt stor lokal modstand. Vi har ved flere lejligheder kunnet læse i den lokale presse, at lokale landmænd ikke ønsker at samarbejde med de her firmaer, selvom de ville have muligheden for det. Jeg havde derfor håbet, at man ville fjerne forslaget.