3.000 slips og jakkesæt galore er Olivers hobby

Han er et hoved højere end de fleste, og det giver lidt udfordringer i garderoben. Men Oliver Puchinger formår bestemt at klæde sig klassisk alligevel. Foto: Anders Knudsen

Hundredvis af timer i genbrugsbutikker inspirerede Oliver Puchingers rejse udi klassisk herretøj.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYSTED Han tårner næsten to meter høj stående der for enden af den hullede vej, der fører ned mod en af hans vante steder.

Oliver Puchinger er en mand, man lægger mærke til i gadebilledet, for hans garderobe består af beklædningsgenstande, der er som taget ud af Londons finansdistrikt eller en engelsk barons klædeskab.

- Jeg syntes, vi skulle mødes her, fordi det er et af de steder, jeg tager mange af mine billeder. Her er flot, og der er mange forskellige muligheder for at få en spændende baggrund med, forklarer Oliver Folketidendes udsendte på denne overskyede eftermiddag i Nysted.

Oliver Puchinger er nemlig ikke bare en mand, der er svær at overse i gadebilledet.

Han har også en ganske stor følgerskare på det sociale medie Instagram, hvor mere end 12.000 mennesker følger med i, hvad han binder af slipseknude, og hvordan han udvælger, hvilken frakke der går bedst til hvilke sko.

Oliver tager sine egne billeder til det sociale medie Instagram. Folketidendes fotograf er ganske imponeret over kvaliteten! Foto: Anders Knudsen

En god genoptræning

Det var aldrig planen, understreger han flere gange. Interessen for påklædningens ædle kunst har altid ligget og luret i ham, men der skulle en ganske kedelig hændelse til, før interessen fik lov til at udfolde sig for fulde drøn:

- Interessen for påklædning har egentlig altid ligget og summet - den har altid været der i hvert fald. Men for fire år siden fik jeg en stor operation i begge hofter, da jeg har hoftedysplasi. Der gik det op for mig, at jeg ikke længere kommer til at være i stand til at springe rundt og være vild og farlig, og så kan jeg jo lige så godt se godt ud, når jeg kommer gående henad gaden. Da jeg blev opereret i hofterne, var en del af min genoptræning, at jeg skulle gå 10.000 skridt hver eneste dag. Og det endte med, at jeg fik lavet mig en fast runde mellem alle de forskellige genbrugsbutikker, der ligger i Nykøbing - på den måde opstod interessen for slips sådan stille og roligt. Og pludselig endte jeg med at få kontakt til folk i Italien, der havde årtier gamle silkeslips liggende helt ubrugte og alt sådan noget, og i dag tæller min samling omkring 3.000 slips. Hvis man bevæger sig i de kredse, der handler om finere herretøj, er jeg nok den første, man tænker på, hvis der snakkes slips. Det er jeg ret sikker på, forklarer Oliver, mens vi slentrer rundt i de landlige omgivelser midt i februar.

Oliver Puchinger har en profil på det billedbårne sociale medie Instagram. Her går han under navnet puchinger.dk - og han går ikke under radaren. Her følger mere end 12.000 mennesker med, når han deler ud af sin klassiske herregarderobe, og hvordan man bedst muligt sammensætter sådan en. Oliver er født og til dels opvokset på Midtsjælland nær Ringsted, men har boet i Nysted, siden familien flyttede til området omkring år 2000. Han flyttede væk igen efter en læreplads i sin tid, men søgte tilbage til området, da han synes, det bare er et rigtig rart sted at være. - Jeg er studerende i øjeblikket - jeg er uddannet markedsføringsøkonom til sommer og er i praktik lige nu. Jeg håber at kunne hjælp nogle lokale virksomheder med at gøre noget godt sådan på sigt, forklarer han Folketidendes udsendte. På billederne er Oliver iklædt et par okseblodsrøde "fullwings" på fødderne og et skræddersyet britisk jakkesæt på resten af kroppen.

Kæden er lavet af en indsat i et amerikansk fængsel for årtier siden. For enden af den sidder et lommeur, som jo hører til påklædningen. Foto: Anders Knudsen

Skiftet fra arbejdstøjet

De mange gåture gav tid til reflektion, og bunke efter bunke af slips gav inspirationen til den påklædning, Oliver Puchinger i dag så dygtigt benytter sig af. Og som nævnt er der mange tusind mennesker verden over, der synes, at hans tøjstil inspirerer. Men hvordan giver man sig i kast med at binde slipseknuden for første gang, når man er en yngre mand, der normalt går i arbejdstøj - det gjorde Oliver nemlig, da han er uddannet motorcykelmekaniker.

- Man bygger langsomt på. Det kræver en form for tilvænning, noget selvtillid, sådan at gå i noget tøj, der ikke ligner det, alle andre har på. Der er rigtig mange, som når de ser, du skifter tøjstil allerførst, vil kommentere på det og sådan noget - det handler om at gøre det stille og roligt, og pludselig vænner folk sig til, at det bare er sådan, man ser ud. Interessen for at finde min helt egen måde at se ud på førte mig ind på internettet. Her er der en masse fora og grupper, der er dedikeret til klassisk herretøj, og så følger man med der og finder ud af, hvordan man gerne vil se ud. Men på et tidspunkt, når du har fulgt med længe nok, så ved du, hvad du kan lide, og hvad der ikke fungerer for dig. Der stopper det med at være spændende at følge med i, hvad andre gør, og så er det næste skridt måske selv at dele ud af, hvad man har lært gennem processen. Sådan var det i hvert fald for mig - jeg ville bryde med nogle af de mange regler, der er indenfor den tidløse herremode, og så begyndte jeg at dele ud af min egen påklædning.

Slipset, beklædningsgenstanden, der startede Olivers passion, er på billederne fra det danske tøjmærke Sand. Foto: Anders Knudsen

Folk siger hej

Et fåtal af hans følgere er danske, endnu færre fra Lolland-Falster.

Men efter Oliver forleden delte lidt af sin historie på Facebook om, hvorfor der render en høj mand i jakkesæt rundt og fotograferer sig selv, har folk i lokalsamfundet virkelig opdaget ham.

- Det var først, da jeg slog et lille billede op i en lokal facebookgruppe her i Nysted, at folk sådan opdagede, hvad jeg gik rundt og lavede, tror jeg. Det fik en ret overvældende respons med mere end 140 "synes godt om" og en masse pæne kommentarer. Generelt får jeg god feedback fra folk, vil jeg sige. Der er altid enkelte negative kommentarer, sådan er det at skille sig lidt ud, men langt de fleste siger søde ting. Bare her den anden dag, da jeg var i Netto, blev jeg standset fire gange og fik en sød kommentar med på vejen - det er ret vildt.

Der er mange smukke steder i og omkring Nysted, som Oliver bruger til sine mange billeder. - Folk kommenterer tit på, hvor smukt her er. Det bliver jeg glad for! Foto: Oliver Puchinger
Til hverdag er Oliver Puchinger studerende. Påklædningen er hans favorithobby, som alligevel tager en god del af hans fritid. - Især det at finde ud af, hvordan man er god på Instagram, det kan være et fuldtidsjob, forklarer han. Foto: Anders Knudsen