428 gæster til Knækkerygmarch – og mindst 1000 pandekager

Fra venstre er det Ilse Munk, søster til Jens Munk, som er flankeret af sin hustru til højre Helle Munk. De to sidstnævnte kom nærmest lige fra vandretur i Peru til Knækkerygmarch på Østlolland og var de første til at få bålpandekager lørdag morgen. Foto: Kim Møller Pedersen

Blandt de mange hundrede vandrere, der i weekenden tog på Knækkerygmarch var Helle og Jens Munk samt søsteren Ilse Munk de allerførste til at sætte tænderne i de berømte bålpandekager fra FDF Kettinge.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvor tager man hen, når man for få dage siden er kommet hjem fra en fire dages vandretur i Perus højder til Inkarigets mystiske og hellige by Machu Picchu?

Det bliver selvfølgelig til en Knækkerygmarch i Frejlev Skov - i hvert fald for Jens Munk og hans kone Helle.

Kender fortidsminderne

- Jeg har været med en enkelt gang før, og Helle har været med flere gange før, så vi kender godt historierne om Knækkerygstenen og alle fortidsminderne i skoven. Det er ikke derfor, vi er med i dag. Vi kan bare godt lide at vandre, og det er en rigtig dejlig dag til en tur i skoven, lyder det fra Jens Munk tidligt lørdag morgen som den første vandrer med de berømte bålpandekager fra FDF Kettinge mellem hænderne.

Både Jens og hans søster Ilse har været stærkt engageret i Guldborgsund Løberne med først at løbe selv og siden med at stå for et gå-hold i løbeklubben.

- Vi har også vores daglige faste rute på fem kilometer, lyder det fra hustruen Helle med et stort smil på læben.

1000 pandekager

Vandrerutinerne er altså helt på plads hos ægteparret, der var fremme som de første til at smage lørdagens bålpandekager i Frejlev Skov. Her var kredsleder Stig Nielsen og hans hjælpere fra FDF Kettinge i fuld sving fra morgenstunden med 75 liter pandekagedej i dunke.

Vi ved det aldrig helt præcist, for vi har i mange år forsøgt at tælle, hvor mange vi laver. Men det går altid galt med optællingen undervejs

Stig Nielsen, kredsleder FDF Kettinge

- Det bliver nok til et sted på den anden side af 1000 pandekager i dag. Vi ved det aldrig helt præcist, for vi har i mange år forsøgt at tælle, hvor mange vi laver. Men det går altid galt med optællingen undervejs, forklarer Stig Nielsen.

Årets Knækkerygmarch nåede i øvrigt op på imponerende 428 betalende gæster, der alle købte en billet til den cirka ti kilometer lange tur gennem skoven med de mange fortidsminder. Overskuddet fra arrangementet går til arbejdet med børn og unge i FDF Kettinge.