- Vi syntes, at fællesantennen var en god, billig løsning for vores lejere. Men nu ser det ud til, at alle 463 lejligheder får en dyr, uretfærdig og ufrivillig løsning i stedet.
Forretningsfører Anita Ulrik Sørensen i boligselskabet Fjordparken, der har 463 lejligheder fordelt på syv afdelinger i Nykøbing er frustreret på sine lejeres vegne.
Den kommunale fælleantenne er solgt til TDCs kabeltv-firma YouSee, og lejernes fremtid med tv ser umiddelbart broget ud. Mens andre husstande har fået frit valg mellem tre tv-pakker til henholdsvis 100, 200 og 300 kroner om måneden, er alle lejere i Fjordparken automatisk tilmeldt den store, dyre pakke.
- Før jeg overhovedet nåede at henvende mig til YouSee, fik jeg en ordrebekræftelse på 463 gange den store pakke fra You See. Lejerne kan ikke selv vælge, fordi vores antenne-lednings-net måske ikke kan bruges til individuelle valg, har YouSee forklaret mig, siger Anita Ulrik Sørensen.
Hun bekymrer sig især om de 190 lejere, der er over 60 år, og hvoraf mange er efterlønnere eller pensionister uden mange penge til forbrug.
- Det er uretfærdigt og meget dyrt for dem, hvis de tvinges til at betale for en tv-pakke til 300 kroner fyldt med kanaler, de ikke har behov for, mener Anita Ulrik Sørensen.
Men måske kan beboerne slippe for automatisk at blive tilmeldt den dyre pakke. Afdelingsleder i YouSee, Lars Techen Nielsen, anerkender, at boligselskabet Fjordparken og andre boligselskaber i Nykøbing og Sakskøbing er i en særlig situation efter, at Guldborgsund Kommune har solgt fællesantenneanlægget til YouSee.
- Anlæggene vil under et givent sæt af forudsætninger blive bygget om, således at beboerne kan vælge pakke. Hvorledes og hvornår det sker vil blive vurderet fra gang til gang, siger Lars Techen Nielsen.
Hvem skal så betale for den ombygning af anlægget?
- Det er vores net, og derfor betaler vi. Dette er hovedreglen, men der kan være undtagelser, siger Lars Techen Nielsen.
Birgitte Grønning
bg@folketidende.dk
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned