59-årig skal i fængsel for at true hjemmeværnsfolk
Episoden fandt sted i landsbyen Lommelev på Nordfalster under en hjemmeværnsøvelse. Foto: Claus Hansen
Claus Hansen
Landsret hævede straf til mand fra Nordfalster.
LOMMELEV Hvis man truer hjemmeværnsfolk, så ryger man ind bag tremmer.
Den afgørelse blev mandag truffet af Østre Landsret i Nykøbing, som idømte en 59-årig mand fra Nordfalster 30 dages ubetinget fængsel.
I byretten havde manden fået en straf på 20 dages betinget fængsel med samfundstjeneste.
Han ankede til landsretten til frifindelse, men i stedet blev straffen skærpet.
Constantin Kjelsmark, der var anklager i sagen, kalder efter dommen afgørelsen for principiel.
- Nu er det slået fast, at hjemmeværnsfolk er at sammenligne med politifolk, når det handler om trusler eller vold efter paragraf 119. Også når de er på øvelse. Og sådanne forhold skal altid straffes med ubetinget fængsel, siger Constantin Kjelsmark.
Trusler under øvelse
Truslerne faldt under en øvelse, som Hjemmeværnet havde på Nordfalster 25. maj i fjor.
Seks mand var på opklaringspatrulje ved Lommelev, og det foregik i to jeeps, som kørte rundt.
Den ene kørte ind på en græsmark på Lommelevvej. Den ejes af den 59-åriges kone, og på marken dyrkes græs til ensilage med EU-tilskud.
Manden sendte sin søn afsted for at få hjemmeværnsfolkene til at køre væk, og det gjorde de.
Lidt senere parkerede den anden jeep samme sted, og den 59-årige blev sur. Han troede, at det var den samme jeep som før.
Han gik over til tre hjemmeværnsfolk og bad dem om at "pisse af". Han rørte også ved et maskingevær, der sad på jeepen.
- Måske skyder I med løst, men det gør jeg ikke, sagde han ifølge en hjemmeværnsmand, der vidnede i landsretten.
En anden hjemmeværnsmand sagde som vidne, at den 59-årige havde sagt, at han ville hente et gevær.
- Det opfattede jeg som en klar trussel, sagde hjemmeværnsmanden.
Den 59-årige nægtede at have truet, men landsretten fandt ham altså skyldig og skærpede straffen.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker