60 år i dag: Forlader Cirkusrevyen og rykker til Nykøbing
Henrik Lykkegaard har været en af de bærende kræfter i Cirkus Revyen. Til sommer skifter han til Nykøbing Falster Revyen. Arkivfoto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Emil Helms/Ritzau Scanpix
Henrik Lykkegaard er forbundet med Cirkus Revyen. Til sommer skal han få publikum i Nykøbing Falster til at grine. 14. februar fylder skuespilleren 60 år.
Henrik Lykkegaards ansigt leder tankerne hen på det morsomme og komiske.
Det er der en grund til, for skuespilleren, der fylder 60 år 14. februar, har medvirket i mange revyer.
Især forbindes Henrik Lykkegaard med Cirkus Revyen, hvor han indtil for nylig var en del af det faste hold af skuespillere. I nogle sæsoner som skuespiller, i andre som tekstforfatter eller instruktør.
Sammen med kolleger som Lisbet Dahl, Ulf Pilgaard og Niels Olsen har han været revyens fundament.
Hos publikum er det parodier på så forskellige personer som Joe Biden, X Factor-dommer Thomas Blachman og Kandis-Johnny, der forbindes med skuespilleren. Han har også haft succes med sine parodier på tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen.
"Danmarks bedste parodist" skrev Berlingske sidste sommer om Henrik Lykkegaards parodi på en anden dansk toppolitiker, miljøminister Magnus Heunicke.
- Ætsende præcis afluring af miljøministerens professionelt vennesæle fremtoning. Parat med en diger rapport og masser af varm luft. Ligner han ikke mere Magnus Heunicke, end han selv gør det?, skrev anmelder Jakob Steen Olsen.
Den kommende sommer må revyen på Bakken undvære Henrik Lykkegaard, der i stedet skal medvirke i Nykøbing Falster Revyen.
- Nu skal der ske noget nyt. Den 19. juni er jeg med til premieren nede i Nykøbing. Jeg står på scenen, og jeg glæder mig helt vildt, udtaler han i et videoklip på Facebook.
Det er ikke nyt, at Henrik Lykkegaard tilslutter sig revyer uden for hovedstaden. I mange år medvirkede han i Aalborg Vinterrevy, ligesom han tidligere har optrådt i Nykøbing Falster.
For sin evne til at få andre til at grine har han modtaget priserne Revyernes Revy, Årets Dirch og Årets Revykunstner.
Henrik Lykkegaard, der er uddannet fra Statens Teaterskole i København, har også medvirket i flere film. "Fart dræber", "Mit liv som Bent" og "Sunes familie" er nogle af dem.
Gennembruddet fik han i Lotte Svendsens socialrealistiske film "Bornholms Stemme" fra 2009, hvor han spiller fiskeskipperen Lars Erik.
Året efter udløste den præstation en Bodil-pris for bedste mandlige hovedrolle.
Mange kender også Henrik Lykkegaard fra tv, hvor han blev landskendt i en tv-reklame for brød fra Kohberg. "Hva' ska' jeg si'? Boller fra Kohberg", sagde han.
Henrik Lykkegaard er opvokset på en gård i As ved Juelsminde, men bor i dag i Værløse.
Han er gift med Anita Dietz, der er forfatter til bøger om mad og specialist i tangplanter.
Sammen har de tre voksne børn: Frida, Alma og Viggo.
/ritzau/
Seneste artikler
Bridgerton-seriebanger på lollandsk
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Så du det også? Derfor fløj stort amerikansk fly lavt over LF
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland